Nyhed

ÅH NEJ, IKKE IGEN: Popstars-Jon sigtet for vold

Et af 00'ernes store, danske popnavne skal endnu engang en tur i retten

Hans popularitet ville næsten ingen ende tage, efter at den dengang blot 17-årige Jon Nørgaard i 2002 vandt talentprogrammet Popstars - en tidlig forløber for vore dages X Factor. Debutalbummet This Side Up udkom samme år og solgte i store tal, mens særligt singlen "Right Here Next to You" røg i heftig rotation.

Tilsvarende stor var medieopmærksomheden således, da Nørgaard blot et års tid senere modtog en betinget fængselsdom for et overfald på en ung mand, som angiveligt havde chikaneret Nørgaards kæreste.

Nu skal Nørgaard så i retten for vold endnu engang - denne gang som følge af et sammenstød i Viborg i september sidste år. Det skrev flere medier mandag.


Gensynsglæden var stor, da Jon Nørgaard gav jubilæumskoncert på Train i Aarhus i 2017. Foto: Morten Rygaard
Gensynsglæden var stor, da Jon Nørgaard gav jubilæumskoncert på Train i Aarhus i 2017. Foto: Morten Rygaard

Ifølge Ekstra Bladet, som har fået adgang til anklageskriftet, skal Nørgaard have slået sin opponent så hårdt i ansigtet, at vedkommende pådrog sig et brud i øjenhulen. Nørgaard nægter sig skyldig og udtaler at have handlet i nødværge.

"Jeg har prøvet mange vilde ting, men det her er noget af det mest absurde, jeg har prøvet," siger Jon Nørgaard til Ekstra Bladet. I 2023 blev Nørgaard idømt 30 dages betinget fængsel for et indbrud, som fandt sted hos en bekendt tilbage i 2019 i, hvad Nørgaard selv har kaldt "et øjebliks total idioti".


I de mere end tyve år, som er gået siden Nørgaards musikalske gennembrud, har han etableret sig som pladeselskabsmand og manager, ligesom han for et par år siden genopfandt sig selv som musiker under aliaset Tvilling. 

Forrygende genhør med en voksen popstar

ANNONCE