Nyhed

Hør live-podcast om Rammstein og den tyske MeToo-debat

Diskussionen bliver også perspektiveret til den igangværende danske debat om sexisme i musikbranchen

GAFFA-skribent og Rammstein-kender Alexander Hemstedt, der holder jævnligt foredrag om bandet, taler med vært Thomas Schumann om “Rammstein og MeToo i Tyskland” i en live-podcast søndag den 30. juni klokken 10 på X, det tidligere Twitter.

Link til live-podcasten på søndag.

Link til programmet generelt på Spotify.


Thomas Schumann, vært for “Stammtisch” skriver i sin annoncering af episoden:

“I podcasten “Stammtisch” giver vært Thomas Schumann lytterne indsigt i det, som optager tyskerne. Søndag den 30. juli klokken 10-11 sender podcasten live via et rum på X, og her skal det handle om Tysklands absolut største band, Rammstein, som har været omdrejningspunkt for en hidsig debat om sexisme. Forsanger Till Lindemann anklages for at rekruttere flotte, kvindelige fans til at have sex med ham.

Thomas Schumann taler med Alexander Hemstedt, musikjournalist for GAFFA og Rammstein-ekspert, om den tyske MeToo-debat og en ny bog, som kortlægger anklagerne mod Rammstein. Alexander Hemstedt har anmeldt bogen Row Zero, som tager fat på beskyldningerne om, at Rammsteins forsanger Till Lindemann har rekrutteret flotte unge piger til sex, og at det i nogle tilfælde skulle have været imod deres ønske. Når podcasten sendes live søndag på X, vil lytterne have mulighed for at deltage i debatten med spørgsmål og kommentarer.”


GAFFAs Alexander Hemstedt vil også perspektivere til den igangværende debat om sexisme i den danske musikbranche, som har været heftig, siden den meget omtalte DR-dokumentar "Sexisme i musikbranchen" havde premiere tidligere på måneden.

Om "Stammtisch":
Thomas Schumann, vært for “Stammtisch”, skriver på de sociale medier om podcastrækken generelt:

“Tyskland fylder for lidt i Danmark. Radio4 har længe slået et slag for det tyske med programmet “Genau”. Men “Genau” lukker i starten af juli. Derfor vil jeg komme alle Tysklandsinteresserede til undsætning med en ny podcast om Tyskland: “Stammtisch”.


Jeg havde privilegiet at stable “Genau” på benene og være vært for programmet fra 2019-2022. I 2022 mødte jeg min kone, og vi flyttede til Kina, hvorfor jeg ikke kunne fortsætte på Radio4. Siden har Mirco Reimer-Elster ført “Genau”-skibet sikkert videre.

Det var lige, indtil Radio4s nye ledelse valgte at lukke “Genau”, fordi det ikke har høje nok lyttertal. De kan selvfølgelig selv bestemme, hvilke programmer de vil sende. Jeg ved blot, at der er mange Tysklandsinteresserede, som ærger sig over beslutningen.

Dem vil jeg komme til undsætning med min nye podcast “Stammtisch”. I “Stammtisch” får du indsigt i de dagsordener, som optager tyskerne. Du bliver klogere på den historie, som har formet landet, og du vil opleve en generel glæde og begejstring for tysk sprog og kultur.”


 

 

ANNONCE