Langelands nye festival er klar med endnu flere navne til den første festivalsommer
Festivalelskere blev sidste sommer nødt til at finde på andre aktiviteter i uge 30, da den traditionsrige Langeland Festival måtte begære sig konkurs i 2022. I oktober lød det dog, at en ny festival genopstår - stadigvæk på Rue Mark i uge 30, men med et nyt navn og med nye tiltag.
Ø Festival har allerede annonceret navne som Guldimund, Anne Linnet, Tina Dickow, Alex Vargas og flere lokale artister. Men i dag offentliggør festivalen i en pressemeddelelse, at publikum også kan glæde sig til at opleve Ussel, When Saints Go Machine, Bathsheba, Niko Blonde og Ella Augusta.
Ø Festival arrangeres af Good Boys Agency i samarbejde Foreningen Langeland Sammen samt Broløkke Herregård og det lokale spisested Gaardhaven i Rudkøbing. Tv- og radiovært på DR Carsten Holm står bag Gaardhaven sammen med Anna Marín Schram, og fortæller i en pressemeddelelse, at Ø Festival skal appellere til oplevelser på tværs af generationer.
“Det er afgørende for os at vise musikkens mangfoldighed og bringe noget nyt til bordet på den danske musikscene. Derfor inviterer Ø Festivals program både op til lyden af
Langeland, sommerferieminder, dans og musik på tværs af generationer. I dag løfter vi sløret for ny musik som When Saints Go Machine, der inviterer til en elektronisk fest, som ikke blot skal høres, men også mærkes blandt Ø Festivals gæster. På samme måde har vi Ussel og Bathsheba, der som fængende performere leverer en intens magi til dereslive-acts. Jeg glæder mig personligt til at opleve dem alle på Ø Festival - Langeland".
Ø Festival løber af stablen i uge 30 fra den 25. til den 27. juli på Rue Mark. I tre dage op til festivalens start har besøgende mulighed for at udforske Langeland gennem en række forskellige aktiviteter såsom tangsafari, keramik, saunagus, havkajak med mere inden musikdagene går i gang. Læs mere her.
LÆS OGSÅ: NY FESTIVAL PÅ LANGELAND: Kendt musikprofil blandt arrangørerne