Den folkekære sanger og sangskriver udgiver den nye single i anledningen af sin 50-års fødselsdag.
”Den handler om den der sitrende fornemmelse af, at man bliver ældre før, man når at få set sig om”. Sådan fortæller Mikael Simpson om dagens udgivelse ”En klog mand sagde engang”. Singlen er første soloudgivelse siden surprise-albummet Overspring fra 2014, der modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder.
Fødselsdagens fejres – foruden singleudgivelsen – med en koncert på Refshaleøen den 31. august, der har fået titlen ”Den store dag”. Koncerten gæstes ifølge Simpson af en række ”sjælevenner”, og den foregår på det nye spillested Poolen.
Den sitrende fornemmelse af at blive ældre før, man har set sig om, som det hedder i pressemeddelelsen, er dog ikke kun en fornemmelse. For Simpson kan den faktisk både ses, høres og mærkes:
”Børnene er blevet store, man står tilbage med en bomuldshund, ens forældre bliver lagt i graven, og man ser sine venner blive enten skøre eller syge”. Sådan fortæller han afsluttendee om den oplevelse, der er forsøgt indfanget på den nye single ”En klog mand sagde engang”. Du kan høre den nedenunder.