Den engelske organist og sanger, der mest blev kendt som en vigtig katalysator for store talenter, og som skabte en stribe semi-surrealistiske værker i Californien, er død. Han blev 90 år.
Bluesmusikeren og katalysatoren John Mayall døde mandag hjemme i Californien i en alder af 90 år. Han efterlader et ry som en af måske tre fædre bag den berømte engelske bluesbølge i 1960’erne, hvor den første store mentor for unge talenter var Alexis Corner, som døde for 40 år siden, men var fem år ældre end Mayall. Den sidste var den i dag ret ukendte organist og bandleder Graham Bond, som var født i 1937 og tragisk kastede sig ud foran et tog i Londons undergrundsbane i 1974.
Efter min vurdering efterlader John Mayall sig et så omfattende værk, at det næsten er synd, at man mest husker ham som fødselshjælper for de mange talenter, men de er altså så mange og på et sådant niveau, at der næsten ikke er plads til at beskæftige sig med musikeren Mayall og al den musik, han trods alt komponerede eller spillede på albums, som blev banebrydende, også selv om hans niveau som organist, guitarist, sanger og komponist aldrig var på første klasse, og de album, som trods alt står tilbage, mere handler om hans evne til at sætte talenter sammen og skabe de rum af kreativitet, der blev til album, som havde en helt egen karismatisk udstråling. Og alt taget i betragtning, er det vel heller ikke så tosset endda?
Fødselshjælper
Selv om John Mayall lagde ud med at spille professionelt i 1950’erne, var det i det næste årti, at han skabte det skelsættende orkester, som skulle få et højt niveau og blive en afgørende skole for de mange musikere, som efter år eller måneder med karismatiske Mayall som mentor og vejleder ville gå ud og skrive veritabel rockhistorie. Bandet var The Bluesbreakers, som med især udgivelse nummer to med en afgørende tilføjelse blev et af de historiske album, som altid figurerer højt på diverse musikblades lister over alletiders bedste album, nemlig The Bluesbreakers featuring Eric Clapton fra 1966.
Når det er sagt, er det altså en fuldkommen fabelagtig medlemsliste, som Mayall kunne have pralet af, hvis han havde været trofæjæger. Ud over Eric Clapton, som forlod succesrige The Yardbirds (som efterfølgende havde henholdsvis Jeff Beck og Jimmy Page som leadguitarister!!!) og sammen med bassist og sanger Jack Bruce dannede powertrioen Cream, var der andre skelsættende guitarister med følsom blues i fingrene som Peter Green og sågar Mick Taylor, der med Brian Jones’ afgang og død skulle blive leadguitarist i Rolling Stones i en årrække, ligesom den unge studiemusiker Jimmy Page tidligt var inde over som producer på en enkelt single, mens umiddelbare backingmusikere efter at have oplevet, hvad den karismatiske bandleder kunne udrette, gik ud og blev bandledere i egne vigtige grupper.
Her tænker jeg på trommeslagere som Jon Hiseman, der dannede mageløse Colosseum og Aynsley Dunbar, som var overalt, og i 1970’erne blev selveste Frank Zappas foretrukne trommeslager på en stribe album, der i dag er historiske. Men der var andre, eksempelvis bassisten John McVie, som sammen med guitarist Peter Green, der spillede med Mayall i flere perioder, skulle blive medgrundlægger af Fleetwood Mac og modsat Green - som desværre ligesom en Syd Barrett fra Pink Floyd tragisk fik et stærkt LSD-trip for meget – ville erobre Los Angeles i 1970’erne med en opdateret amerikaniseret udgave af Fleetwood Mac og råhitte i posthippiernes cokeglade udgave af bohemeliv med albummet Rumours, som i 2023 havde solgt over 40 millioner enheder på verdensplan.
Noget, som jeg tænker, at den gamle blueshippie fra sit domicil oppe i Laurel Canyon end ikke gad at drømme om. For ham handlede det vist altid om den gode og underspillede stil, de gode vibrationer og en tilbagelænet evig passion for sit helt eget take på The Blues.
Katalysator
John Mayall blev født i 1933 i Macclesfield, byen sydøst for Manchester, som de fleste rockfans mest forbinder med Ian Curtis fra Joy Division, som voksede op der, tog sit liv i byen og hvor hans ret undseelige gravsted med de ikoniske ord "Love Will Take Us Apart" er et af rockens valfartssteder.
Som Curtis og alle andre født i oplandet gik turen for Mayall selvfølgelig ind til Manchester og siden ned til London. Med en far, som var en jazznørd og havde en stor pladesamling, ville sønnike totalt falde for de tidlige sorte bluesmusikere som Leadbelly, og han ville tidligt via selvstudier lære at spille klaver, guitar og mundharpe. Det blev held i uheld, at hans militærtjeneste udløste deltagelse i Koreakrigen (1950-53), men på en ferie i Japan fik han fat i en fed guitar, og snart var han hjemme igen, og selv om han fortsat spillede, var det med en uddannelse som grafisk designer i ryggen, at han ernærede sig, og først som 30-årig i 1963 besluttede han sig for at blive professionel musiker.
Nu var The Blues i England endnu for de få og indviede, for hele verden var drejet på The Beatles, og de intellektuelle ville opdage en vis jødisk fyr, som med New York som udgangspunkt ville synge om ”Mr. Tambourine Man” og passionerede hymner, der ville flugte med atommarcherne og kampen for civile rettigheder i USA. Men med de skelsættende plader og specielt den, hvor Clapton placerede sig et sted mellem Slowhand og God, blev døren sparket ind for den engelske blues, og ikke mindst USA begyndte at genopdage den sorte blues, som massemedier og radiostationer hjemme i det raceadskilte land behændigt havde ignoreret, og hvor de nu kunne dyrke den, fordi den blev spillet af hvide englændere. Hvilket jo igen betød en genopdagelse af de ofte aldrende sorte bluesmusikere.
Så mens Clapton blev en lokal gud med Cream, ville de senere makkere i Fleetwood Mac, Peter Green på guitar og John McVie, sammen med Mayall og Aynsley Dunbar hitte med A Hard Road, som var indspillet i 1966, men udkom få måneder før The Summer Of Love i 1967, og turnéer i USA ville blandt andet gå til nye rocktempler som Fillmore i San Francisco. Jeg vil også fremhæve det spændende dobbelte livealbum Diary of A Band Vol. 1 & 2, som kom i slutningen af 1967, hvor dygtige Mick Taylor og endnu en senere bandleder, trommeslager Keef Hartley, var med på de både kaotiske, morsomme og ret fede liveindspilninger. Så blev det tid til den ikoniske Blues From Laurel Canyon, der indledte det liv i Hollywood Hills oven for Los Angeles, som blev John Mayalls scene resten af sit liv, og hvor han også døde i forgårs.
Over 70 album
Han nåede i sin lange karriere at udgive over 70 album, hvor det sidste kom, da han var 88 år i 2022. Han blev tidligere i år udvalgt til at skulle med i 2024-udgaven af Rock’n’Roll Hall Of Fame, men var vist for svækket til at nå at komme med til festen.
Vi slutter med et citat på engelsk fra 1967-pladen Diary of a Band Vol. 1 & 2, hvor John Mayall bliver spurgt om de mange gode guitarister, som hele tiden gik ind og ud af hans band, The Bluesbreakers:
"It’s surprising that every time a guitarist leaves, we always find another one, but they are always sort of not so good to start off with, but when they have been with us for a while, they are really brilliant, they get really really good, and then they will wanna leave and make their own groups, which is good for them and bad for us, but here you go…"
("Det er overraskende, at hver gang en guitarist forlader os, finder vi altid en ny, men de er altid ikke så gode i begyndelsen, men når de så har været sammen med os i et stykke tid, bliver de rigtig, rigtig gode, og så får de lyst til at forlade os og forme deres egne grupper, som er godt for dem, og dårligt for os, men sådan er det….").
John Mayall (1933-2024) – Æret være hans minde.
