Det er anden posthume singleudgivelse fra den Grammy-nominerede kunstner, der mistede livet i en tragisk faldulykke i 2021.
I sidste måned blev det annonceret, at Sophies selvbetitlede albumtoer Sophie vil udkomme posthumt den 27. september. Samtidig med annonceringen fik vi singlen ”Reason Why” featuring Kim Petras og BC Kingdom fra det album, Sophie arbejdede på frem til sin tragiske død i 2021. I dag udgives andensinglen fra den skotske kunstner, der blev kaldt en pioner inden for lyd: ”Berlin Nightmare”.
”Da vi, Sophies familie, tog vores første skridt mod at realisere dette projekt, tog vi kontakt til kære venner, som hun havde forestillet sig albummet sammen med. Vi skrev: ”Vi har fundet komfort i den musik, Sophie har efterladt os, det er en gave, som vi oprigtigt værdsætter, mens vi prøver at finde en vej frem med Sophie for evigt i centrum af vores verdener”. Sådan lød det fra Sophies familie i en pressemeddelelse, da de sidste måned annoncerede udgivelsen af albumtoeren.
”Berlin Nightmare” har en feature fra musiker og vokalist, Evita Manji, og du kan lytte til den herunder: