I 2022 skrev han danmarkshistorie med fire koncerter for i alt 160.000 mennesker. Nu kan han slå sin egen rekord.
Ed Sheeran gav for to år tilbage hele fire koncerter i Øresundsparken i Tårnby på Amager. Her skrev han danmarkshistorie som ”frontfigur for den største musikbegivenhed nogensinde, hvor én artist samlede hele 160.000 mennesker”, som det hed i en pressemeddelelse fra koncertarrangøren Smash!Bang!Pow.
Tidligere på måneden lagde han op til at gentage succesen ved at annoncere to koncerter igen i Øresundparken i Tårnby i august 2025. Koncerterne blev udsolgt på seks timer, og Sheeran annoncerede derefter yderligere en ekstrakoncert. Denne koncert blev også meget hurtigt udsolgt, og Sheeran har nu indvilliget i at give en fjerde koncert, der vil finde sted 28. august 2025. De andre koncerter bliver afholdt i dagene 29.-31. august 2025.
Kapaciteten på de nye koncerter er 45.000 per aften mod "kun" 40.000 i 2022, og Sheeran har således solgt 135.000 billetter på nuværende tidspunkt. Hvis den fjerde koncert sælger mere end 25.000 billetter, kommer Sheeran altså til at slå sin egen danmarksrekord, og hvis den også ender med at blive udsolgt, vil han komme til at spille for 180.000 personer, altså 20.000 flere end sidste gang.
De fire koncerter er en del af Mathematics-turnéen i Europa, hvor Sheeran besøger både Spanien, Frankrig, Italien, Tyskland, Norge, Schweiz, Belgien, Polen, Sverige og Danmark.
I pressemeddelelsen hedder det, at fans kan se frem til favoritter fra hele Sheerans "Mathematics-album-æra", hvoraf det seneste album, – (Subtract), modtog en ret så ubegejstret anmeldelse fra GAFFAs anmelder. Billetterne til ekstrakoncerten i Tårnby sættes til salg den 30. juli kl. 09:00 via www.edsheeran.com eller på billetlugen.dk.