Nyhed

Nibe Festival føjer endnu et internationalt navn til plakaten

”Det bliver en af de koncerter, hvor man ikke kan lade være med at synge med, fordi han har lavet det ene hit efter det andet”

Nibe Festival 2024 har allerede annonceret et internationalt navn i skikkelse af James Blunt. Derudover kan man glæde sig til at opleve en række populære, danske navne - herunder Ukendt Kunstner, Benjamin Hav og Guldimund. Nu kan festivalen tilføje endnu et stort, internationalt navn til plakaten - nemlig Ronan Keating.

Den irske popsanger fik sit gennembrud med det irske boyband Boyzone, som både stjal pigehjerter og toppede internationale hitlister tilbage i 1990'erne. Keating udgav sit første soloalbum i 2000. Han havde dog allerede taget hul på solokarrieren året forinden, hvor han leverede sangen ”When You Say Nothing At All” til den romantiske komedie Notting Hill.

I 2009 var Ronan Keating også med til at vinde dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Believe Again”, sunget
af Brinck.


”Jeg er ovenud lykkelig for at kunne hive Ronan Keating med i Skalskoven for første gang nogensinde. Jeg tror, det bliver en af de koncerter, hvor man ikke kan lade være med at synge med, fordi han har lavet det ene hit efter det andet,” udtaler talsmand Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Det bliver en vild og uforglemmelig oplevelse, når hele Skalskoven skråler med.”

Nibe Festival løber af stablen den 3-6. juli, og Ronan Keating er programsat til at spille torsdag den 4. juli sidst på eftermiddagen. Til koncerten ville man formentlig kunne høre både Keatings egne sange, gamle Boyzone- hits og Keatings personlige fortolkninger af andre artister som Garth Brooks, Cat Stevens, og Tracy Chapman.


Partoutbilletter til Nibe Festival er udsolgt, men der er stadig dagsbilletter til onsdag, torsdag og lørdag.

Festival melder om det største overskud nogensinde - nu skal millionerne uddeles

ANNONCE