Et 20 år gammelt klip af Prins Joachim, der slipper tøjlerne til en optræden af Sanne Salomonsen, er stadig legendarisk
Okay indrømmet - vi ER et musikmagasin, men med blikket rettet mod en historisk weekend, er selv vi også i højt royalt festhumør. Og det danske kongehus har om noget bevist - gang på gang - hvor meget dansk musik betyder for de kongelige.
Det gjorde Prins Joachim, ikke mindst, for 20 år siden. Og hvorfor graver vi en 20 år gammel historie frem? Fordi den stadig er god, faktisk legendarisk synes vi, og den er med til at understrege, at vi har et herligt og musikglad kongehus i Danmark. We like!
På GAFFA er vi store tilhængere af stærke udtryk for personlig indlevelse til koncerter. Det har vi alle dage været, og som anmeldere er vi meget optaget af, hvordan publikumsenergien ser ud, når vi skal afgive karakter til en kunstner.
Og selvom vi elsker disse stærke koncert-indlevelser, skal den almene dansker måske alligevel være taknemmelig for, at vedkommendes koncert-udskejelser ikke bliver transmitteret direkte ud til en hel nation, og som stadig ligger på YouTube 20 år senere.
Da der den 7. maj i 2004 blev afholdt et arrangement med navnet "Rock 'n' Royal" i Parken, var der nemlig særligt én blandt publikum, der stod ud. Prins Joachim.
Til Sanne Salomonsens udgave af Creedence Clearwater Revival "Proud Mary" stjal prinsen billedet fuldstændig. Rockkoncerten med blandt andre D-A-D, TV-2, Led Zeppelin Jam, Marys australske yndlingsband Powderfinger og amerikanske Black Rebel Motorcycle Club blev omtalt som en blanding af "hofbal og halbal" og blev afholdt som velgørenhedsarrangement for Red Barnet i anledning af Frederik og Marys bryllup en uge senere.
Joachims udtryk gennem hele nummeret (fra 1:28) er åbenlyst fantastisk. I GAFFAs anmeldelse beskrev vores skribent øjeblikket således:
"”Proud Mary” fik ikke alene Sanne selv og de 40.000 publikummer op at ringe, men også Prins Joachim til at tage en regndans-lignende svingom med armene over hovedet".
Prins Joachim føler den virkelig. Så meget at han må rejse sig fra sit sæde i begejstring, imens han svinger sin usynlige lasso. Passende? For en kongelig? JA! Faktisk nærmere perfekt, ifølge os.
En stor tak skal lyde til en kongefamilie, der ikke er bange for at sætte egen røv i klaskehøjde og vise deres kæmpe begejstring og hjerte for musikken.
LÆS OGSÅ: Da GAFFA mødte Danmarks kommende Kong Frederik 10.
TRONSKIFTE: Dronningen afgang markeres med gratis popkoncert i København fredag