Nyhed

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2024 er fundet

Vinderen skal repræsentere Danmark ved semifinalen i Malmö til maj

Man kan vædde om alt. Også om, hvem der vinder Melodi Grand Prix. Og bookmakerne sagde Saba.

I presserummet er Saba også favorit til at vinde. Sidste år havde hun hovedrollen i musicalen Hair, og nu forsøger hun sig i Grand Prix genren. Hendes sang er skrevet af tidligere Grand Prix-vindere, så der er store forventninger til debutanten.

Hun virker dog rolig, som hun sidder der på designertaburetten i DR Koncerthusets foyer og svarer på spørgsmål. Imens vi taler kort, inden hun skal videre til frokost, bliver der optaget en dokumentar om hende, og GAFFA agerer journalist og statist på samme tid.


“Jeg er så spændt på det her, og det er det her, jeg har ventet på”, fortæller hun.

Saba er ikke rigtigt på sociale medier, siger hun, og hun har heller ikke konkrete planer endnu om sin videre karriere. “Jeg tager det, som det kommer,” griner hun og skynder sig videre i det travle program.

Odds på vinderen
Der er rigtig mange mennesker, der arbejder bag om kulisserne før, under og efter et Melodi Grand Prix. Fra de mange DR-medarbejdere, pr-folk og fanmedier som for eksempel Good Evening Europe, der dækker Eurovision intenst, til odds-eksperter, journalister, livestreamere, YouTubere, influencere, radiostationer, lgbt+magasiner og selvfølgelig GAFFA.


Allerede kl. 12:30 lørdag middag er strømmen af medier at finde summende rundt om sangerinden Aura, færøske Janus Wibjerg, showets eneste band Ublu og storfavoritten Saba. Der bliver interviewet, taget billeder og video og forberedt dækning, nogle live og andre på ganske traditionel vis.

Saba er favorit ifølge odds-ekspert Claus Dejligbjerg fra CDbjerg. Han sætter odds på artisterne og deres chancer for at vinde. Det fortæller han på X, og det er der nogle, der tager med i overvejelserne, når de vædder. Man kan spille på, hvem der vinder Melodi Grand Prix, og lige nu ligger det til Saba.

Basim er tilbage
Der er en summende nervøsitet at spore hos nogle artister. Det er første gang, de skal optræde for et større publikum, imens andre har optrådt til mange koncerter og på tv. For eksempel Basim, der var med i Melodi Grand Prix for 10 år siden – og vandt – og nu stiller op igen.


“Er der nogle, der vil ha’ et billede af mig,” siger Basim højt, og fotograferne griner og tager en masse billeder. 

Siden Basims debut som 15 årig i X Factor er han blevet 31 år og skal synge sangen om “Johnny” og sprede et budskab om, at vi skal holde lidt mere af hinanden lige nu.

Da GAFFA fanger Basim, flyvende imellem interviews og forberedelserne til generalprøve, får jeg et kæmpe kram. Jeg kender ham ikke, men han er tydeligvis en person, der spreder varme og kærlighed.


“Jeg har ikke lavet andet end musik hele livet, og jeg elsker at tale med jer (fra pressen, red.), og jeg elsker at møde nye mennesker”. Han har det godt og på trods af sommerfugle i maven glæder han sig til at stå på scenen i Grand Prix igen.

“Jeg tager det her show i dag og så er det op til folket, hvem der skal repræsentere i Malmö. Jeg er jo sådan en, der gerne vil leve i nuet, så nu ser vi, hvad jeg vågner op til i morgen,” griner han og giver mig igen et kram, inden han smutter videre.

Journalisterne smutter sammen med artisterne ind og spiser frokost, hver for sig naturligvis.


Artiklen fortsætter nedenfor

Basim, foto Kasper Pasinski
Basim, foto Kasper Pasinski

Så er der presseinterviews igen
Stella er en sangerinde, der er på sin helt egen rejse og udvikling, og hun virker ikke synderligt nervøs over snart at skulle på scenen. 


“Jeg tænker ikke så meget over det. Jeg er her for min egen udvikling, og jeg synes, det er fedt, at vi er et blandet hold af artister”.

Stella er fra Assens, og hun stiller op på trods af, at hun er introvert og derfor gerne vil være bannerfører for dem, der ofte holder sig i baggrunden. “Jeg håber, at det bliver et springbræt til at få flere koncerter og får udgivet mere musik”, siger hun smilende.

Der er ingen tvivl om, hvorfor artister stiller op i Melodi Grand Prix. Den enorme eksponering er guld værd, og skulle man gå videre til den store finale i Malmö, er man eksponeret overfor 200 millioner mennesker fra hele Europa.


Stella, foto: Kasper Pasinski
Stella, foto: Kasper Pasinski

Glimmer og glitter
Så er generalprøven i gang, og der er masser af publikum på plads. DR har solgt billetter til både generalprøven og showet og der er ifølge DR solgt 600 billetter til generalprøven og 1200 til showet.

Værterne Stéphanie Surrugue og Sarah Bro er festligt klædt i glimmer, glitter og pink. De har begge slæb på kjolerne og Stéphanie siger højt til publikum, at de har fået at vide, at de kun må gå i cirkler for ikke at skvatte.


De snubler dog ikke på noget tidspunkt på trods af de mange skift imellem scene, oppe blandt publikum og sammen med artisterne.

De otte artister kommer skiftevis på scenen, og lyden i studiet er god. Alle synger rent og alle ser ud til at være tilfredse med deres optræden.

Saba i hvid buksedragt med publikumsfavoritten “Sand”, Basim i sort jakkesæt syngende den glade popsang “Johnny”, Stella i sort læderjakke med “Sign Here”, Chu-chu i et flot K-pop-orienteret kostume med “The Chase”, Roseelu med en lang grøn frakke syngende “Real Love”, bandet Ublu i lak og læder og bare maver på elektropoppede “Planetary Hearts”, Janus Wiberg i skjorte og jeans med kor på balladen “I Need Your Love” og slutteligt Aura Dione i rød kjole og muslingeskaller med “Mirrorball of Hope”.


Det bliver Saba og sangen ”Sand”, der fuldt fortjent – og som bookmakerne havde spået, og som både seerne og fagjuryen havde som favorit – skal repræsentere Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix også kaldet Eurovision Song Contest i Malmö i maj måned, med semifinaler 7. og 9. maj og finale 11. maj. Basim og Janus Wiberg blev henholdsvis nummer to og tre.

LÆS OGSÅ: Sara Bro og Stéphanie Surrugue: Her er vores yndlings-grand prix-sange


ANNONCE