I kølvandet på stærk Tiny Desk-session er den kritikerroste sangskriver nu klar med smuk musikvideo
De sidste par år har været gode ved fans af den nu 54-årige, engelske sanger og sangskriver PJ Harvey.
Først blev hele bagkataloget genudgivet på vinyl - ledsaget af en stribe LP'er med demoer fra de respektive albums. I '22 besøgte Harvey Heartland-festivalen med sin bog Orlam, sidste sommer fulgte det nye studiealbum I Inside the Old Year Dying - og i oktober gav Harvey to uforglemmelige koncerter i Falconer Salen.
Til sommer kommer hun tilbage for at give koncert på Roskilde Festival som led i en stor turné, som strækker sig fra starten af juni og ind i september og oktober, hvor Harvey turnerer i USA for første gang i syv år.
Nu kan man så begynde at varme op til Roskilde med en helt ny musikvideo til en af sangene fra det seneste studiealbum. Videoen, som kan ses herunder, er instrueret af den Oscar-nominerede, irske instruktør Colm Bairéad. I hovedrollen ses skuespilleren Ruth Wilson.
"Ruth og jeg blev venner efter at have arbejdet sammen på Clio Barnards film Dark River. Jeg har altid været fuld af beundring for Ruths arbejde som skuespiller, så jeg har længe drømt om, at vi skulle arbejde sammen igen på én eller anden måde," fortæller Harvey i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Da muligheden for at arbejde med Colm Bairéad opstod, og jeg vidste, at han ligesom jeg havde høje tanker om Ruth, fandt jeg det rigtigt at spørge hende, om hun ville være med. Jeg synes, resultatet er blevet smukt og rørende, takket være Ruth magiske nærvær og Colm enestående vision."