Nyhed

Nyt initiativ skal få flere kvinder og kønsminoriteter ind bag rattet i tourbusserne

Dagskurset skal være med til at skabe tryghed og selvsikkerhed på vejene

"Det kan være nervepirrende at være chauffør i tourbussen. Man har både band og dyrt gear bagi, mens man skal manøvrere rundt i smalle gader, køre elastikkørsel på motorvejen og bakke den store bil ind i små parkeringsbåse, så gearet står sikkert natten over. Det kan være svært, uanset om man er en selvsikker bilist eller ej."

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra musikorganisationen Autor, som har indgået et samarbejde med biludlejningsfirmaet Oscar om inititativet Take the Wheel, hvor kvinder og kønsminoriteter får mulighed for at lære at køre en tourbus i trygge rammer. 

Take the Wheel er et dagskursus for kvinder og kønsminoriteter, hvor deltagerne får mulighed for at køre bykørsel, hvor pladsen er trang, pulsen er høj, og hvor man ofte skal kunne manøvre ind og ud af smalle parkeringsområder samt motorvejskørsel. Det hele foregår med en erfaren chauffør på passagersædet, som kan give kyndig vejledning undervejs. Initiativet skal være med til, at "at styrke køreselvtilliden blandt kvinder og kønsminoriteter, og at deltagerne bliver i stand til at køre tourbusserne trygt og sikkert," skriver Autor på deres hjemmeside.

Kurset er for kvinder og kønsminoriteter, der arbejder i musikbranchen, er over 18 år og har almindeligt kørekort til bil, lyder det fra Autor. Man behøver ikke være medlem af Autor for at deltage, og for at skabe et trygt rum vil holdet have cirka seks deltagere, fordelt ud i to tourbusser, der begge har en erfaren chauffør med. Tourbusserne stilles til rådighed af Oscar Biludlejning.

Take the Wheel finder sted den 5. marts og bliver afholdt i Københavnsområdet. Du kan ansøge om at komme med på kurset her.

LÆS OGSÅ: Flere gratis tourbusser skal styrke landets unge vækstlag


ANNONCE