Suzuki huskes som forsanger hos de tyske krautrock-pionerer Can og for sin eksperimenterende solokarriere
Det er muligvis en forholdsvis begrænset skare herhjemme, som dyrker den såkaldte krautrock - samlebetegnelse for en særlig gren af eksperimenterende, tysk rockmusik fra starten af 70'erne og frem. De, som gør, vil imidlertid kende til Damo Suzuki.
Den japanskfødte sanger var nemlig frontfigur i bandet Can fra 1970-73 og medvirkede på Tago Mago (1971), Ege Bamyasi (1972) og Future Days (1973). Nu forlyder det, at Suzuki - som fik konstateret kræft første gang, da han var i trediverne - er afgået ved døden i en alder af 74 år.
Efter afskeden med Can trak Suzuki sig fra musikken og levede en årrække som Jehovas vidne. Efter sit brud med den religiøse seks vendte han dog tilbage til musikken og begyndte at turnere igen, ligesom han en række album under forskellige aliaser, indtil han lagde sig fast på den overordnede overskrift Damo Suzuki's Network.
Han blev også venner med den britiske kollega Mark E. Smith fra The Fall, som valgte at inkludere en sang med titlen "I am Damo Suzuki" på deres album This Nation's Saving Grace fra 1985. Dén titel valgt Suzuki siden selv at bruge til sin selvbiografi, som udkom i 2019.
Damo Suzuki kunne opleves herhjemme så sent som i 2018, hvor han gav koncert på spillestedet Momentum i Odense flankeret af det danske ensemble Himmelrum.