Nyhed

Hvis du er musikskaber, er der stor sandsynlighed for, at du er en mand i 20'erne

Nye tal Danmarks Statistik viser, at puljen af danske musikskabere særligt består af unge mænd

Man skal efterhånden have boet under en sten, hvis de seneste års debatter om ulige kønsbalance i musikindustrien, er gået ens næse forbi. I marts 2024 udgav Dansk Kunstnerråd en rapport, som viste, at musik er den kunstart i Danmark med skævest kønsfordeling, hvor mænd i 2022 udgjorde 73 procent. 

Nu bidrager Danmarks Statistik med deres tal, som viser, at 81 procent af autorerne bag registrerede musikværker i 2023 var mænd. Autorer dækker over rettighedshavere såsom komponister, sangskrivere og musikere, som er medlemmer af rettighedsorganisationen Koda. 

I alt blev der udgivet 56.000 musikværker, og den aldersgruppe, som står bag flest registrerede musikværker, er personer mellem 20 og 29 år, hvor mandlige autorer udgør 79 procent. Herfra går det gradvist nedad i antallet af autorer, og de unge under 20 år er, sammen med dem over 70 år, den gruppe med færrest autorer, som stod bag nye musikværker i 2023. Generelt er hovedparten af musikskabere personer under 40 år, ifølge Danmarks Statistik.


Kilde: Danmarks Statistik - www.statistikbanken.dk/musik6
Kilde: Danmarks Statistik - www.statistikbanken.dk/musik6

 

Musikværkerne er alle registrerede af medlemmer af Koda, og tallene stammer fra pladeselskabernes brancheorganisation IFPI og rettighedsorganisationerne Koda og Gramex. I alt 11.350 registrerede autorer står bag de 56.000 musikværker. Det svarer til, at hver autor i gennemsnit stod bag fem nye musikværker i 2023.


På trods af den ulige kønsbalance blandt autorerne bag de registrerede musikværker, er fordelingen af køn forskellig på tværs af genreområder. Særligt to genreområder adskiller sig med en næsten ligelig kønsfordeling. Se hvilke her. 

LÆS OGSÅ: Gramex offentliggør top 10-lister for 2023: Her er de store overraskelser

ANNONCE