Den omdiskuterede hiphop-gruppe Die Antwoord bringer zef til landet
Der er lagt op til rave, når den omdiskuterede hiphop-gruppe Die Antwoord slår et smut forbi K.B. Hallen i København på deres kommende Europaturné Zef Winter Wonderland.
Den sydafrikanske gruppe bestående af Ninja, Yo-Landi og DJ Hi-Tek, spiller elektronisk hip-hop og dance musik og har haft stor succes verden over - hvilket de blev anerkendt for i 2011, da de modtog den sydafrikanske Music Award for International Achievement.
Deres musik har blandt andet optrådt i skydespillet Far Cry og i Danmark har deres nummer "I Fink U Freeky" været at finde i opfølgeren til den originale Nattevagten, Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv.
GAFFAs anmelder overværede i 2019 Die Antwoord på scenen på Heartland Festival og beskrev gruppen som "Smurt ind i zef og klam kærlighed".
"At kalde Die Antwoord for god smag, ville uden tvivl være en stor, fed løgn. Det sydafrikanske pseudoægtepar er lige så dårlig smag, imens de vrider sig i deres junkielækre kroppe iklædt hvidt, som de er hver deres white trash koryfæ. Det er det absolut længste, vi kommer fra finkultur, og derfor fungerer Die Antwoord som den spytklat lige midt i ansigtet hos den kulturelle elite," skrev anmelder Simon Nielsen, der gav koncerten fem stjerner.
Siden 2019 har Ninja og Yo-Landi fra Die Antwoord været involveret i flere kontroverser. Gruppen blev blandt andet anklaget for overgreb og slaveri af deres adoptivsøn Gabriel "Tokkie" du Preez i 2022, men afviste alle anklager. Derudover har gruppen været anklaget for grooming, tortur og menneskehandel af den australske rapper Zheani tilbage i 2019.
Gruppen kan opleves i K.B. Hallen i København 30. november. Billetter koster 500 kroner plus gebyr og er i salg via Live Nation og Billetlugen nu.