Nyhed

Lukas Graham skriver kontrakt med verdens største pladeselskab

Den danske hitmager kommer i selskab med fornemme navne som Taylor Swift, Billie Eilish og Drake, som alle er signet hos Universal Music

Lukas Graham skrev under på sin første internationale pladekontrakt for 11 år siden. Den danske musiker fik hurtigt succes i Danmark, og med sangen "7 Years" opnåede Lukas Graham det helt store internationale gennembrud, som også resulterede i hele tre Grammy-nomineringer i kategorierne Record of the Year, Song of the Year og Best Duo/Pop Group Performance. Alle nomineringer var for kæmpehittet "7 Years", som de også fremførte til showet. 

Senest har han udgivet albummet 4 (The Pink Album), hvor han fik selskab af stjerner såsom Khalid, G-Easy og Mickey Guyton, og nu skriver han altså kontrakt med verdens største pladeselskab Universal Music Group. Herhjemme i Danmark udgiver Lukas Graham sin musik hos United Records, som er en del af Universal Musics danske afdeling.

Ifølge Lukas Graham glæder han sig til at udgive sit kommende album:


"Det har været en god, sjov og kreativ proces at skrive og indspille sangene til det nye album, som jeg glæder mig til at udgive med Universal Music ude i verden, hvor jeg har et godt hold siddende på begge sider af Atlanten. Vi har skrevet en stor del af sangene i LA og har netop indspillet en masse vokaler i Vega i København foran et live-publikum. Nu glæder jeg mig bare til at få musikken ud at leve", siger Lukas Graham, som udgiver sin nye single "Cheat Codes" allerede den 3. maj. "Cheat Codes" var en af de sange, som blev indspillet under det alternative koncertformat The Recording Experience i Vega, hvor publikum blev inviteret med ind i maskinrummet, og oplevede indspilningsprocessen til Lukas Grahams femte album. Eventet slog desuden billetsalgsrekord med otte aftener i Vega.

Executive Vice President i Global Marketing for Universal Group i Los Angeles, Andrew Kronfeld, udtaler i en pressemeddelelse, at man glæder sig til at arbejde sammen med den danske musikstjerne:

”Vi er glade for at kunne byde Lukas Graham velkommen til den verdensomspændende Universal Music familie og ser frem til at tilføre energien og ressourcerne fra vores førende globale teams og divisioner til at arbejde med at videreudvikle deres musik og bringe dette bemærkelsesværdige danske talent ud til et endnu større verdensomspændende publikum”, udtaler Andrew Kronfeld, som bliver suppleret af Maximillian Paproth, Vice President A&R Central Europe, som siger:


"Vi er begejstrede over at dele nyheden om Lukas Grahams globale aftale med Universal Music. Denne nye aftale vil utvivlsomt styrke den kreative proces ved at centralisere vores aktiviteter og samtidig harmonisere udgivelsesplaner og fan-drevne initiativer på globalt plan".

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Lukas Graham havde inviteret publikum helt ind i indspilningsprocessen

 


ANNONCE