Det progressive rockband inviterer til maratonkoncert i dyrerigets tegn til september
Sidste år udgav Haken deres syvende studiealbum Fauna. Nu har de annonceret, at de skal spille på Bremen 9. september i år, hvor de vil spille det nyeste skud på album-stammen i sin fulde længde.
"Vi har ønsket at give de europæiske fans et show i fuld længde i et stykke tid nu, så vi er virkelig begejstrede for at bringe An Evening with Haken til kontinentet i september. Vi havde det rigtig godt med dette format i Nordamerika tidligere i år, og vi kan ikke vente med at gøre det hele igen hele natten, inklusive Fauna i sin helhed og timevis af anden musik fra vores diskografi," fortæller bandet i en pressemeddelelse.
Haken er kendt som et progressivt rockband, som eksperimenterer med flere forskellige ting. Hver sang på det nye album har at gøre med et bestemt dyr.
”Præmissen for albummet, da vi begyndte at skrive det, var, at hver sang ville have et dyr tildelt,” forklarer sanger og medstifter Ross Jennings i en pressemeddelelse og tilføjer:
”De har alle noget relateret til dyreriget, som vi kunne skrive om, men de forbinder også menneskeverdenen. Hvert spor har lag, og nogle af dem er mere tydelige end andre.”
I 2020 udgav de albummet Virus, som fik en femstjernet anmeldelse af GAFFA.
” I en anden tidsæra ville Haken være et massivt band med en kæmpe fanskare. De ville ikke spille klubkoncerter, men store arenaer. Det er svært fyldestgørende at beskrive, hvor stor en talentmasse det britiske band rummer. De har ikke alene seks formidable musikere i rækkerne. Men de har også en skråsikker fornemmelse for, hvornår den enkelte sang har brug for luft, og hvornår der er plads til at udsætte lytteren for en opvisning i halsbrækkende udstyrsstykker på de respektive musikeres instrumenter. De har udviklet deres helt eget spin på progressiv metal, hvor inspirationskilderne tæller et væld af navne, genrer og stilarter. Der giver dem et kæmpe spillerum til at udfolde deres idéer,” hed det i anmeldelsen.
Billetterne koster 260 kroner, og kan købes her fra onsdag den 24. april klokken 11.