Nyhed

Marilyn Manson idømt bøde og samfundstjeneste - men ikke for seksuelle overgreb

"Det var det mest modbydelige, noget menneske nogensinde har gjort mod mig"

Siden eks-kæresten Evan Rachel Wood - og siden en række andre kvinder - har fremsat alvorlige overgrebsanklager mod Marilyn Manson, har der været stille omkring den kontroversielle musiker.

Brian Warner - som han egentlig hedder - har dog nægtet sig skyldig i alle anklager, og sidste år sagsøgte han Wood for injurier.

Tidligere i år indgik han forlig med en anden af de kvinder, som har beskyldt ham for voldelige og seksuelle overgreb. Og allerede tilbage i 2021 fik en helt tredje kvinde afvist sit søgsmål ved en domstol. Nu er Manson imidlertid blevet idømt en bøde på knap 10.000 kroner og 20 timers samfundstjeneste - dog ikke i en af de verserende overgrebssager.


Det drejer sig derimod om en episode ved en koncert i Gilford, New Hampshire, i 2019, hvor Manson skal have både spyttet og pudset næse på en fotograf, som var i færd med at filme hans optræden. 

"Jeg er aldrig blevet ydmyget eller behandlet på den måde, jeg blev af den anklagede," udtalte den forurettede kvinde - en Susan Fountain - ifølge Associated Press og uddybede: "At han spyttede på mig og pudsede næse på mig var det mest modbydelige, noget menneske nogensinde har gjort mod mig."

Marilyn Mansons hidtil seneste koncert herhjemme fandt sted i Aarhus i sommeren 2018, hvor GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fem stjerner. Året forinden havde Manson besøgt Kulturværftet i Helsingør. 


MARILYN MANSON TIL GAFFA: Det er en del af menneskets natur enten at bruge eller blive brugt

ANNONCE