Til foråret giver Bristol-bandet dansk koncert som led i deres hidtil største europæiske headline-turné
Det bliver skallesmækkende hårdt, når britiske Idles lægger vejen forbi Danmark til næste år. Punkrock-bandet har netop annonceret, at de den 19. marts 2024 indtager K.B. Hallen som en del af deres største europæiske headline-turné til dato.
I en pressemeddelelse udtaler forsanger Joe Talbot sig om den kommende turné:
”Vi kommer hjem. Til Europa, et sted der har opfostret os med skønhed og handlekraft. Vi lover at give tilbage, show efter show efter show. Alt er kærlighed.”
Idles har markeret sig som et af nutidens mest lovende rockbands. De debuterede i 2017 med albummet Brutalism, og sidenhen er det blevet til yderligere tre album. Det seneste album, Crawler, udkom i 2021 og resulterede i bandets første Grammy-nomineringer.
GAFFAs anmelder Simon Heggum kvitterede med fem store stjerner til albummet og konklusionen:
”Idles er tilbage, nu i mørkere, hårdere og mere modne nuancer. Og det klæder de herrer enormt! Crawler er klart et af rockmusikkens højdepunkter i år og et kært spark i røven til en kritiker, der for en måned siden var klar til at begrave rocken. Fookin’ yes! Jeg elsker at tage fejl.”
Også på live-scenen har Idles vist sig som et kompromisløst band, der kan få taget til at lette.
I 2022 var det teltdugen på Roskilde Festivals Avalon-scene, der rejste sig, da bandet gav en seks-stjernet koncertoplevelse – en koncert, der ifølge GAFFAs Simon Yüksel Nielsen var ”essensen af punk og orange feeling”:
”Idles er gennemført energiske. De to guitarister, Mark Bowen og Lee Kiernan vælter kontrolleret rundt på scenen, mens vokalist Joe Talbot står som en rottweiler, der er klar på at bide sin snor over. Det er en high energy concert skrevet med store, fede bogstaver,” lød vurderingen blandt andet i anmeldelsen.
Billetsalget til Idles-koncerten i K.B. Hallen starter fredag den 22. september kl 10.00 via Billetlugen.
Varm op til billetsalget med Idles' seneste album