Nyhed

Aktivist vinder norsk musikpris, og sender kommentar til musikbranchen

Det samiske folk blev hyldet med prisoverraskelse til åbningen af skandinavisk musikbranchefestival

I disse dage løber den norske musikfestival by:Larm af stablen i Oslo. Festivalen kan bedst sammenlignes med den aarhusianske SPOT Festival, og er målrettet den skandinaviske musikbranche, som i løbet af tre dage får mulighed for at spotte nogle af fremtidens musikstjerner.

Hvert år bliver prisen ”Årets by:Larmer” uddelt i forbindelse med festivalens officielle åbning. Dette år gik prisen til samisk-norske Ella Maria Hætta Isaksen, som gennem sin musik og aktivisme kæmper for klimabevægelsen og særligt samernes rettigheder – Norges oprindelige folk.

Ella Maria Hætta Isaksen er vokset op i et samisk samfund, og har gennem sin opvækst oplevet diskrimination mod samerne. I 2021 udgav hun bogen ”Derfor må du vite at jeg er same”, hvor hun beskriver kampen mod det, som nordmændene kalder for ”fornorskning”, som er en bevægelse, hvor det oprindelige folk presses til at opgive deres sprog og kultur gennem både politiske indgreb og samfundets behandling. En bevægelse, som vækker genklang i andre lande med en kolonial fortid eller i mødet mellem det oprindelige folk og samfundets polarisering.


Musikalske karriere

Ella Maria Hætta Isaksen vandt i 2016 Samisk Grand Prix og dannede efterfølgende bandet ISÁK, som blander traditionelle samiske musiktraditioner med housemusik, der blandt andet kan høres, når den samiske sangteknik joik bliver akkompagneret af eksempelvis synthesizer. Gruppen vandt i 2018 NRK-konkurrencen Urbi, og deres første album udkom året efter med titlen Ealán.

By:Larm skriver på deres hjemmeside, at Ella Maria Hætta Isaksen blandt andet modtager prisen for, hvordan hun bruger musikken som talerør i hendes virke som aktivist:


- Årets by:Larmer har brugt sin indflydelse og talerstol til at fremme samisk musik, det oprindelige folks rettigheder og klimaretfærdighed. Hun har vist os, at musikken kan være en kraftig platform til at løfte vigtige sager, for at inspirere til handling og for at skabe en bedre fremtid.”, skriver by:Larm på deres hjemmeside.

Selv understregede Ella Maria Hætta Isaksen under prismodtagelsen, at kampen ikke er slut endnu, og hun sendte derudover en bemærkning afsted mod den norske musikbranche:

- Den her pris er til 17-18 årlige mig, der ikke valgte at lytte til hvide norske mænd i musikbranchen, sagde Ella Maria Hætta Isaksen, som ved prismodtagelsen også stod iklædt traditionel samisk folkedragt.

Se hele programmet for by:Larm 2023 her.


ANNONCE