Nyhed

VELKOMMEN TIL MIT MARERIDT: Alice Cooper kommer til Danmark

Efter sidste års femstjernede besøg i København har det 75-årige rockikon meldt sin ankomst til Jylland næste sommer

Det er snart et halvt århundrede siden, bandet Alice Cooper gik hver til sit efter en stribe nyskabende albumudgivelser - og forsangeren Vincent Furnier gjorde klar til at kickstarte solokarrieren som Alice Cooper med 1975-albummet Welcome to My Nightmare.

Trods en alder på efterhånden 75 år er der dog ingen metaltræthed at spore hos Furnier: I 2022 gav han en forrygende koncert i København (og talte med undertegnede) og for et par måneder siden udgav han så sit seneste studiealbum under titlen Road.

Og nu er der så atter godt nyt til fans af den teatralske rock-veteran. Alice Cooper kommer nemlig til Aarhus, hvor han kan opleves med sit band - og berømte sceneshow - i Musikhuset den 11. juni 2024. Billetsalget til koncerten begynder fredag den 27. oktober kl. 10.00 via Musikhusets hjemmeside. 


Og der er noget at glæde sig til, hvis man skal tro GAFFAs Adam Bouttai. Han tildelte sidste års koncert i KB Hallen fem stjerner og opsummerede løjerne med følgende ord:

"Afgudsfaderen af shock rock har på ny ageret dukkefører og maestro over sine disciple med 97 minutters aftenskolelektion i teatralsk heavy. Mere storladen og underholdende afladsmusik med djævlehornet i bund skal man lede langt efter. Alice Coopers vanvidscirkus er en episk Hollywood Vampire Blockbuster af en koncert."

OVERSIGT: Syv mærkelige ting, der er blevet kastet på scenen


ANNONCE