Guldimund med sangen ”Det' kun vigtigt, hvad det er” vinder P3 Lytterhittet 2023
P3 Lytterhittet er prisen, hvor lytterne bestemmer. De nominerede var ”Oh My God” med Saint Clara, ”I Know" med D1MA, “Føles godt” med Uro featuring Mekdes, ”Terrier” med Ida Laurberg og ”Det' kun vigtigt, hvad det er” med Guldimund.
Med ordene ”Det her er beviset på, at de skæve popsange også rammer,” blev Guldimund udråbt som vinder af dette års P3 Lytterhittet.
”Jeg havde oprigtig talt ikke regnet med at vinde, og jeg har brugt meget af min energi på at koncentrere mig om den optræden, vi lige har lavet med den nye sang ”Halskæde”, der kommer ud i morgen (lørdag den 21. oktober, red.). Det er jo kæmpestort at modtage den her pris. Men den største gave er at have det store privilegium at kunne lave det man elsker på daglig basis,” udtalte Guldimund.
Kort forinden spillede Guldimund med det borgerlige navn Asger Nordtorp Pedersen en smuk version af nyudsendte sang ”Halskæde”. En optræden, som gav flere i publikum tårer i øjnene, og man oplevede en helt særlig ro og nærvær lægge sig over DRs Koncertsal.
De mest begivenhedsrige 10 minutter
GAFFA talte efter showet med Guldimund om prisen og skabelsen af ”Det' kun vigtigt, hvad det er”.
Du optræder med sangen "Halskæde", og lige efter vinder du prisen for ”Det' kun vigtigt, hvad det er”, hvordan var det?
– Det var nogle intensive og begivenhedsrige 10 minutter, og jeg blev helt oprigtigt enormt paf. Fordi mindsettet var så meget på den optræden hele dagen, så det blev efterfulgt af at være virkelig taknemmelig over, at der er folk derude, der har bidt mærke i den her sang, og at de har gidet at bruge tid på at stemme på den – til den her pris.”
”Det' kun vigtigt, hvad det er” – hvad har inspireret dig musikalsk og tekstligt?
– Jeg havde set en video med Phoebe Bridgers, der spiller et nummer, som hedder ”Moon Song” med en amerikansk folkemusiker, som lavede den her rullestrygsteknik. Jeg sendte det til min søster Arendse Nordtorp. Her arrangerede hun og to andre folkemusikere, Matthæus og Villads, arrangementet ud fra dette koncept.
– Tekstligt er det en sang, der handler om at give sig selv hen til at være forelsket og føle sig euforisk. Jeg tror, at man kommer langt med at prøve at være så konkret som muligt. Jeg tror, at når man kan føle, lugte og smage, vækker det automatisk noget i modtageren, og når man så kombinerer det med den stærke kraft, som musik har, så kan man lige pludselig bevæge folk i en ret voldsom grad.
Nævn nogle højdepunkter, du ser tilbage på og frem imod.
– Det var vildt stort at udgive albummet Jeg venter i lyset og se, hvor hurtigt en masse mennesker tog det til sig. Mange af sommerens shows var blevet booket, før albummet kom ud, så det resulterede i et kæmpe undertryk. Det er selvfølgelig kæmpestort at have udsolgt tre gange DRs Koncertsal, to gange Musikhuset i Aarhus, to gange Vega og Train. Jeg glæder mig til at se det i kød og blod og komme ud og møde dem alle sammen.
Guldimund udgiver i dag sangen "Halskæde", som blev spillet for første gang på årets Roskilde Festival. En sang, som mange har glædet sig til ville blive udgivet, fortæller Guldimund.
LÆS OGSÅ: Overrasket vinder af P3 Prisen takker med vigtigt budskab
LÆS OGSÅ: P3 Talentpris-vinder: "Det er som om, at hvis jeg drømmer det, kan det ske"