Nyhed

KONCERTSTOP: Christine and the Queens aflyser resten af 2023-turné grundet sygdom

Sangeren der også er kendt som Redcar skulle have spillet koncerter de næste to måneder

I september spillede Christine and the Queens en, ifølge GAFFA, femstjernet koncert i Store Vega i forlængelse af det nye album Paranoia, Angels, True Love fra juni.

"Track 10” er nærmest ti tracks i ét. Tifolds-nummeret begår ondskab med distortion-pedalen i bund fra den blændende guitarist Ross Chapman. Chris leverer skønsang direkte til exosfæren and beyond. Scenens fire musikere laver vægtløshedstricket. Det går direkte i blodbanerne med et intensitetsbarre, der rykker sig for hvert øjeblik. Chris flænser frekvenser fra det guddommelige rige. En kakofoni af lyd og lys. Krop og sjæl. Pop og kunst,” hed det i anmeldelsen.  

Nu, godt en måned senere, meddeler Christine and the Queens, at han aflyser alle resterende koncertdatoer i 2023. Det skriver Pitchfork.


”Red (aka Christina and the Queens) blev syg I dag og er på lægernes anbefaling tvunget til at træffe den svære beslutning at aflyse alle resterende turnédatoer for 2023,” lød det i et Instagrampost.

Christine and the Queens skulle have startet sin nordamerikanske turné i disse dage, og senere var turen planlagt at gå tilbage til Europa med den afsluttende koncert i Paris den 27. november. Med alle koncerter aflyst vil alle, der har købt billet, modtage fuld refundering for de nu aflyste koncertdatoer.

Den franske sanger lagde også tidligere på året vejen forbi Danmark med en koncert på Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene. Her var det dog en bedømmelse i stikmodsatte retning sammenlignet med september-koncerten i Vega. Det blev kun til to stjerner fra GAFFAs Regitze Skipper Bundgaard, som mente, der ikke var tænkt over tid og sted ved sommerens festivalkoncert:


”Mange vil argumentere for, at festivaler netop er en mulighed for at opleve livemusik, som man ellers ikke ville have opsøgt selv. Men med et navn som Christine and the Queens må man forvente at kunne nikke genkendende til et par af de mange kæmpehits, som han har produceret gennem tiden. Det sker ikke. Den franske elektro-popper har uden tvivl stort potentiale til at ruske liv i det søvndyssede publikum. Men i stedet får vi (som ikke er udvandret fra koncerten) et indblik i, hvordan en Christine and the Queens-koncert vil se ud. Man ville bare ønske, at det indblik ikke blev givet på en festival,” lød Bundgaards vurdering.

Christine and the Queens-interview: Trygheden ved at udtrykke sig frit

ANNONCE