Vi har taget en snak med albumaktuelle Jeppe Kamper om hans debutplade, musikalske identitet, sorgen og vigtigheden i at snakke om tingene
Den 27-årige singer-songwriter Jeppe Kamper insisterer på vigtigheden i at være sårbar og tale åbent og ærligt, om dét, der er. Det er det den nye plade handler om. Vi har taget en snak med den albumaktuelle Kamper om debutpladen, hans musikalske identitet, sorgen og vigtigheden i netop at snakke om tingene.
Det er tydeligt at Jeppe Kamper har noget på hjerte både som artist og menneske. Selv oplevede han at miste tidligt i livet, da han alt for tidligt mistede sin mor. En dybde, der uundgåeligt følger med og skinner igennem, da jeg møder den spirende artist i vores begges barndomskvarter, Østerbro, i København.
Tidligere i år turnerede han landet rundt med August Høyen både som guitarist og som support med sit eget materiale. Nu er den inderlige sanger klar med sit debutalbum Noget at snakke om og glæder sig ikke mindst til at komme ud og ”give den et liv”.
Noget at snakke om
Da jeg inden mit møde med Jeppe lyttede Noget at snakke om igennem, var det, der blev sunget om skræmmende relatérbart. Det gjorde ikke nysgerrigheden på historierne bag sangene mindre.
Det er ni ærlige sange om eksistentielle aspekter af livet - som sorg og sårbarheden i vigtige relationer - i underfundig hverdagspoesi. Der er ingen tvivl om, at den følsomme musiker har noget på hjerte, hvor hans egne oplevelser i livet, det at miste og sorgen der gror deraf, også afspejler tematikken og autenticiteten omkring pladen.
- Med min musik, så handler det i virkeligheden rigtig meget om mine tekster, hvad teksterne repræsenter og hvordan de er skrevet. Det er et tydeligt hverdagsliv, der bliver fortalt.
Allerede på singlen ”Lille barn”, der udkom den 22. september, får man forsmag på Jeppe Kampers talenter. Det er et fængende popnummer, der med dur-akkorder kontrastfyldt sætter ord på berøringsangsten omkring døden, og hvordan det nærmest kan blive tragikomisk, når samtaleemnet sorg og sorgprocesser.
- Singlen fik lige den modtagelse, som jeg havde håbet. Jeg har fået nogle meget rørende beskeder da ”lille barn” kom ud, med folk der har skrevet deres egen livshistorier, og har været virkelig interesseret i, hvad lille barn betød. Det er også det, som jeg vil bidrage med på den danske musikscene – at være den mest nærværende historiefortæller.
Pladen omtaler flere former for svære samtaler. At forstå̊, hvordan en ven kæmper med angst (”På broen”), over hvordan man håndterer den første samtale med sin ekskæreste, efter man har slået op (”Ingen hjerter”) til den ensomme samtale, som man kan have med sig selv på ”Nu sover alle mine venner”.
På albummet finder man jeg’et i relaterbare situationer, som hvordan man fragter sin nye sofa op i sin lejlighed, til at undgå steder i byen i frygten for at møde fortidens kærlighed.
- Hele pladen handler om at snakke om tingene. Det overordnede tema er samtalen. Pladen handler om svære samtaler med både familie, venner, kærester og ekskærester og sig selv nogle gange. De samtaler, som man måske lige skal tage sig sammen til at have. Det handler om oplevelser, som jeg har haft med folk om sorg, og det svære i at have de samtaler.
Han har desuden selv skrevet, produceret og indspillet det.
- Jeg ser stor vigtighed i en organisk ”hjemlig” lyd, der gerne må komplimentere det nærværende i de historier, som jeg gerne vil fortælle, siger han.
Den danske sanger, sangskriver og guitarist kommer ikke fra et musikalsk hjem, men der var dog et klaver i hjemmet på Østerbro, som han som barn forsøgte sig lidt på når han var alene hjemme. På gymnasiet spillede han i bands, hvor han også mødte ligesindede musikere han stadig spiller musik med. Nu drømmer han om at fortælle sine historier gennem musikken.
- Jeg synes, at jeg kan bidrage som en meget nærværende singer-songwriter, du får virkelig lov at være sammen med mig i mine sange, og når vi er ude at spille. Det er det, jeg gerne vil. Jeg ser ikke mig selv som primært musiker, jeg vil allermest bare gerne være en nærværende historiefortæller i øjenhøjde med lytteren. Jeg har slet ikke den der solbriller-på-rockstjernedrøm.
En indiskutabel inderlighed
Det er et album og et menneske, der repræsenterer og fanger autenticitet og ærlighed i livet og finder det smukke i mellem det trivielle, eksistentielle og dybe. Da jeg spørger den reflekterede kunstner, er han da også bevidst om kontrasterne mellem det trivielle og det dybe.
Jeg oplever på intet tidspunkt noget prætentiøst eller forceret, når den sympatiske sangsmed forholder sig til sin sange og det at formidle vigtige budskaber. Det er ikke altid tekster som er selvbiografiske, men tager udgangspunkt i sit eget oplevede liv.
- Det er ret vigtigt for mig. Det tragiske og komiske er et sjovt spændingsfelt at operere med - også i instrumentalerne. Det - kontrasterne - kan give noget kant. Sangene bliver til i mit møde med livet og sjove samtaler, som jeg har haft eller har oplevet.
Med Jeppe Kamper må man både græde og le. Hans tekstunivers inspireres af og handler om livet, som han oplever det og derefter prøver at sætte ord og lyd til. Budskabet er klart og tydeligt fra sangskriveren, og hvad han vil gennem musikken.
- Jeg synes det er supervigtigt, at vi kan snakke om de her ting [sorgen], fordi det er noget af det mest naturlige, og der er sindssygt mange mennesker der oplever det, og ikke snakker åbent om det og måske har fået den fortælling, at nu skal man være ked af det i fem år og så går det over, og så er man ude af det. Men sådan er det jo ikke. Og på en eller anden måde heldigvis for det, fordi hvor ville det også være sørgeligt, hvis det var sådan og man pludselig ikke tænkte på den forældre man elskede.
I slipstrømmen af Guldimund og Peter Sommer
Jeppe Kamper er blevet moden og voksen, og det kan man høre på det aktuelle ni-sanges album. Da jeg spørger ham om, hvordan han ser sig som sangskriver og hvad han kan bidrage med nikkes der genkendende til ideen om at hans tekstunivers befinder sig i et spændingsfelt mellem Peter Sommers reflekterede tekster og hverdagspoesien a la Guldimund, hvor versefødder nogle gange får lov at hoppe og danse humoristisk rundt.
Kamper føler også selv, at han er blevet en bedre sanger og sangskriver det seneste år, og det kan han mærke i sin nye sange. Han finder inspiration forskellige steder fra og kan ikke komme udenom, at Bob Dylan har en stor plads i hans hjerte.
Både Guldimund og broren, med artistnavnet Knægt, bliver også nævnt når snakken kommer på, hvilke artister der lyttes til, hvor han også har puttet sin kærlighed over ”en sad-girl-indie-pop” med navne som Weyes Blood og Phoebe Bridges.
- Weyes Blood og Phoebe Bridges er rigtig spændende, der er noget spændende i deres sound, der trækker tilbage til 70’erne, men på en rigtig moderne måde. Jeg hører rigtig meget Weyes Blood for tiden. Jeg synes bare, hun er den sygeste lige nu. Det er virkelig fedt. Hele hendes æstetik, det hele er ret smukt. Hun kommer også fra en lidt smadret undergrundsting, men der er så mange fede ting derude.
Da han var yngre, spillede Kamper i forskellige rock og postpunk-bands.
- Det er nok derfor, jeg holder af at benytte mig af de ’grimme’ elementer i mine ellers poppede melodier og nostalgiske akkordprogressioner, siger han selv.
Jeppe Kamper har i den grad noget at snakke om både som artist og som menneske. Han laver dansksproget indiefolk, i sit eget navn, der både nærværende og nødvendigt. Tilbage i 2020 udgav han sin første ep, Sover du også, når jeg gør? og fulgte året efter op med Alle mine bekymringer.
På sit debutalbum berører han livet og sorgen med en fintfølende elegance, som gør det til vedrørende fortællinger, man har lyst til at lytte til. Hele albummet er ude fredag den 27. oktober. Du kan lytte til den ørefængende single ”Lille barn” her.
P3 Lytterhittet går til den skæve popsang med masser af nerve