Efter en aflyst koncert i 2021 er det britiske synthpop-band klar til igen at give en dansk koncert
I anledning af 40 års-jubilæet for deres tredje album, Dare, skulle The Human League have spillet to danske koncerter i efteråret 2021. Koncerten endte dog med at blive aflyst, og siden har danske fans måtte vente på en ny mulighed for at opleve bandet. Nu er datoen kommet.
Den 9. november 2024 vender The Human League tilbage til Danmark, når de gæster Store Vega i København.
The Human League debuterede tilbage i 1979 med albummet Reproduction. Det originale lineup bestod af medlemmerne Phil Oakey, Ian Craig Marsh og Martyn Ware. Efter de første to albumudspil gennemgik bandet en transformation, hvor Oakey forblev forsanger, mens de to øvrige medlemmer blev erstattet af de nuværende medlemmer, Joanne Catherall og Susan Anne Sulley.
Sammen implementerede de den elektroniske lyd i bandets musik, som netop kan høres på tredje-albummet Dare, som desuden indeholdt megahittet ”Don’t You Want Me”. Sidenhen har The Human League udgivet yderligere seks studiealbum, hvoraf det seneste, Credo, udkom i 2011.
Sidst The Human League spillede dansk koncert var i 2018. Dengang fandt koncerten også sted i Store Vega og blev blandt andet anmeldt af GAFFAs Ras Bolding, der kvitterede med fire stjerner.
”Human League får pæne fire stjerner herfra, primært fordi de er gode live. Naturligvis stiller de også med godt materiale, noget af det ligefrem legendarisk. Men vi kommer altså ikke helt uden om, at de også har nogle svipsere i bagkataloget, som vi stadig skal trækkes med koncert efter koncert. Jeg kunne stadig godt ønske mig, at man skiftede nogle af disse ud med et par ekstra tidlige numre, som måske især gamle eller dedikerede fans ville forstå at sætte pris på – også selvom Human League reelt var næsten et andet band på det tidspunkt. Ellers skulle man måske til at spekulere i nyt album,” lød konklusionen dengang.
Billetsalget til koncerten i 2024 starter den 10. november klokken 9 via Livenation og Ticketmaster.
I mellemtiden kan du se musikvideoen til 1981-megahittet ”Don’t You Want Me”.
The Human League koncertanmeldelse: Klassikere og karameller