Nyhed

MUSIKKEN BAG HISTORIEN: Rockmuseet Ragnarock klar med tre nye navne til ambitiøs talkfestival

Søs Fenger er nyeste tilføjelse til næste års talkfestival på Ragnarock – samtidig løfter museet sløret for de første to navne til 2025

Tilbage i foråret kunne rockmuseet Ragnarock åbne dørene til den første udgave af talkfestivalen Historien bag musikken – musikken bag historien. En festival skabt af tv-vært og mediemand Clement Behrendt Kjersgaard, hvor han i sessions af 90 minutters varighed interviewer prominente navne i dansk musik.

En del af konceptet er også, at alle samtaler mellem Kjersgaard og musikerne optages, så de efterfølgende kan opleves gratis på museets hjemmeside. Med hver ny udgave af talkfestivalen vokser projektet således og kommer til at udgøre både en vidensbank, men også en ”virtuel rock’n’roll hall of fame”, som det lyder i en pressemeddelelse.

Nu er Ragnarock klar med tre nye navne til festivalen.


Søs Fenger føjes til programmet 2024, hvor hun også får selskab af musikerne Peter Sommer, Jesper Binzer, Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen og Johnny Reimer. Fenger har siden 80’erne markeret sig på den danske musikscene. Både sammen med gruppen News og som soloartist. Hendes debutalbum Vinterdage udkom i 1989, og siden har hun udgivet yderligere 13 album, hvoraf det seneste, Vintermåne, udkom i 2017

I forlængelse af annonceringen af Fenger løfter museet også allerede nu sløret for de første to navne til 2025-udgaven af Musikken bag historien – historien bag musikken. Det bliver Hanne Boel og Michael Falch, som får æren af at være de første til at pryde programmet for festivalens tredje sæson.

Med et anslået salgstal på omkring 2,5 millioner solgte plader er Hanne Boel en af de bedst sælgende danske sangerinder nogensinde. Hendes debutalbum Black Wolf fra 1988 bragte soulmusikken ind i toppen af hitlisterne, og siden har den 66-årige musiker ikke stået stille. Hun turnerer hyppigt, både i Danmark og i Norge, og offentliggjorde for nyligt sin Trio +-turné, som starter til januar.


Michael Falch har slået sit navn fast i dansk musikhistorie både som soloartist og som frontmand i rockbandet Malurt. Han kan desuden skrive både forfatter og skuespiller på cv’et med flere bøger og medvirkninger i danske film og tv-serier.

I 2020 udgav han sit anmelderroste album Forår i brystet, som blandt andet modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen. Falch har siden fulgt op med albummet Elsker, som udkom året efter i 2021.

Næste års talkfestival finder sted den 22.-23. marts 2024. Det er muligt både at købe billet til én artist talk og en partoutbillet til alle fem artisttalks. Billetter og yderligere info kan findes her.


Clement Kjersgaard kaster sig over rockhistorien

ANNONCE