Nyhed

Thomas Blachman fylder 60 år

Den til tider kontroversielle musiker, producer og X Factor-dommer Thomas Blachman fylder i dag 60 år.

Artiklen er skrevet sammen med Ole Rosenstand Svidt

Den til tider kontroversielle musiker, producer og X Factor-dommer Thomas Blachman fylder i dag 60 år.

Thomas Blachman blev født den 2. april 1963 på Nørrebro i København og er søn af Henning og Annie Blachman. Blachman kommer ud af en jødisk familie, hvor hans oldefar, Isak Blachman, var russisk-jødisk immigrant fra Vitebsk og bosatte sig i Danmark i 1911. Familien, der ikke var synderligt religiøse, flygtede til Sverige i oktober 1943.


Blachmans far, Henning, giftede sig i 1958 med Annie. Samme år åbnede han en radio- og tv-forretning på Nordre Fasanvej og opfandt ligeledes den automatiske telefonsvarer. Han har siden levet af patentet fra opfindelsen.

Musikalsk karriere

Thomas Blachman har en uddannelse i slagtøj fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har ligeledes en bachelor i jazz-komposition og arrangement fra det ansete Berklee College of Music i Boston.


Thomas Blachman startede som trommeslager i bandet Page One, som i 1988 udgav cd'en "Beatin' Bop". Siden da er det blevet til en lang række udgivelser for Blachman både som udøvende musiker, komponist og producer for blandt andre Remee & Al Algami, Caroline Henderson og Maya Albana. Han har inkasseret fem Dansk Grammy-priser (i dag Danish Music Awards) og har ved flere lejligheder arbejdet tæt sammen med Kasper Winding, ligesom han er medlem af jazztrioen GinmanBlachmanDahl.

Thomas Blachmans seneste soloalbum er sidste års Oh Yes My Maker, som GAFFA gav en begejstret anmeldelse.

X Factor


Thomas Blachman blev for alvor kendt i den brede offentlighed i 2008, da han for første gang tråde ind på X Factor-scenen som mentor og dommer. I bedste Simon Cowell-stil har Blachman indtaget rollen som den kritiske dommer med smag for finkultur. Blachman er altid god for en masse medieomtale, når det kommer til X Factor, som for eksempel da han i 2012 som den første dommer valgte at sende en af sine egne grupper ud af konkurrencen. Han har været dommer alle årene bortset fra 2010 og var altså også med i årets sæson, der sluttede 31. marts.

Blachman har også fundet på egne tv-koncepter, talkshowet Blachman og mentor-konkurrencen Mentor, der begge dog kun har gået én sæson på DR. Han har desuden skrevet to bøger, blandt andet selvbiografien Det kolossale menneske og stiftede i 1998 det kortlivede pladeselskab ManRec, hvis plader i første omgang kun kunne købes på internettet og i en enkelt butik i København. Senere blev de dog bredt tilgængelige. Blandt selskabets udgivelser var Claus Hemplers første soloalbum, Charm School for Pop Singers.

Privat har Blachman været gift to gange og danner nu par med den svenske digter og sanger Julia Werup. Han er far til fire.


LÆS OGSÅ: REPORTAGE: X Factor genfandt gejsten

ANNONCE