Det er slut med flaskehalsproblemer i produktionen af Metallica-vinylplader
Metallica er et af de bands, der sælger flest vinylplader verden over. I 2022 solgte de hele 387.000 vinyltryk af tidligere plader fra kataloget, og de placerer sig derfor på en sjetteplads i top ti over bands og artister, der sælger flest vinylplader årligt. Nu har de købt deres eget vinyltrykkeri for bedre at kunne imødekomme efterspørgslen.
I 15 år har Metallica samarbejdet med vinyltrykkeriet Furnace Record Pressing, der sammenlagt har produceret mere end fem millioner vinylplader for metalbandet siden 2014. I går kunne Pitchfork så annoncere, at bandet nu overtager det amerikanske vinyltrykkeri i Virginia.
Denne forretningsudvidelse kommer blot få uger før, at Metallicas nye album 72 Seasons er sat til at udkomme. Det bliver bandets første plade i syv år og opfølgeren til den seneste plade Hardwired… To Self-Destruct. Der er indtil videre kommet tre singler fra det nye album – ”Lux Æterna”, ”If Darkness Had a Son” og ”Screaming Suicide”.
Det nye album akkompagneres af turnéen M72 World Tour 2023-2024, der blandt andet lægger vejen forbi Parken i København på ikke én, men to sommeraftener i 2024. Det er et gennemgående koncept for turnéen, at bandet spiller to aftenener i hver by, og dertil har hver aften sin egen unikke sætliste. Metallica kalder konceptet for "No Repeat Weekend".
Købet af vinyltrykkeriet skal hjælpe Metallica med at opretholde en mere stabil og sikker produktion af både nye vinylplader og genudgivelser af deres populære bagkatalog. Dette synes værd at forvente, at efterspørgslen på vinylplader fra metalbandet kun vil stige i takt med, at det nye album udgives den 14. april i år.
Billetsalget til Metallicas to optrædener i Parken er allerede i gang, og du kan fortsat købe billetter her.
LÆS OGSÅ: MØRKETS SØN: Metallica deler forsmag på nyt album