Nyhed

GRØN 2023: Årets første navne er klar – blandt andet en af Danmarks største musikalske eksportsucceser

To danske supernavne er de første på Grøns musikprogram 2023

I år kan Grøn (tidligere kendt som Grøn Koncert) fejre 40 år med fest og fællesskab, og 2023 bliver ingen undtagelse. Den traditionsrige Grøn-turné lægger vejen forbi otte danske byer mellem den 20.-30. juli, og arrangeres som sædvanlig i samarbejde med Muskelsvindfonden og Tuborg. I dag åbnes der for billetsalget, og Grøn annoncerer i den forbindelse programmets første to navne.

Det er store livenavne, der sætter det første præg på musikprogrammet for Grøn 2023. Der er tale om ingen ringere end en af Danmarks mest succesfulde grupper, Aqua samt hitmageren Saveus.

Aqua havde sin Grøn-debut for hele 25 år siden og har siden gæstet koncertkaravanen ad flere omgange. Saveus er derimod blandt de nyere navne i Grøn-repertoiret og optrådte for første gang på Grøn i 2019. Dengang modtog Saveus fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der mente, at Saveus bestod sin ”grønne debut med glans”.


Saveus alias Martin Hedegaard udtaler i en pressemeddelelse, at han ser meget frem til igen at være en del af Grøn-turnéen og fortsætter:

"Grøn har et helt specielt dna, der rummer så meget kærlighed og samhørighed, og i år er det Grøns 40-års fødselsdag. Grøn fortjener at blive fejret med manér, og det glæder jeg mig til at være en del af," fortæller Martin Hedegaard.

Aqua optrådte for første gang på Grøn i 1998 og har siden været med i både 2001, 2008 og 2018. Debutalbummet Aquarium fra 1997 er alene solgt i intet mindre 15 millioner eksemplarer, og det er også på debutalbummet, at man finder hittet ”Barbie Girl”, der i skrivende stund er hørt mere end 340 millioner gange på Spotify.


Aqua udtaler ligeledes i en pressemeddelelse, at de igen-igen ser frem til at optræde på Grøn, der for dem altid føles som ”den fedeste havefest i verden”. Grøn lægger i 2023 vejen forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby, og du kan købe din billet lige her.

Under fredagens udgave af Grøn Koncert udvandrede Drew Sycamore efter kast med shotsrør

ANNONCE