Bandet med den seksstjernede debut vender tilbage til Danmark for at fejre det
Det er nu 15 år siden, at det skotske indieband Glasvegas tonsede ind på den internationale musikscene med debutalbummet Glasvegas. Albummet modtog seks ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der kaldte albummet for ”majestætisk skotsk mismod”. Indiebandet har siden udgivet tre album, hvor det seneste Godspeed kom i 2021, og til oktober drager de mod Lille Vega for at fejre jubilæet.
Den 20. juni er skotske Glasvegas aktuel med deres fortolkning af ”Beat City” fra danske The Raveonettes 2002-ep Whip it On. Sammen med syv andre kunstnere – herunder Trentemøller, MØ, Prisma og Dave Gahan – har de bidraget med en fortolkning af en af ep’ens otte sange. Den komplette udgivelse har fået navnet Rip it Off og udkommer den 11. august.
I en pressemeddelelse fortæller Glasvegas-forsanger James Allen, at han opdagede The Raveonettes ved et tilfælde i Glasgow for nogle år tilbage:
”For nogle år siden havde jeg brug for et job, så jeg gik ind på en bar i Glasgow for at spørge, om de manglede en bartender. Jeg sad og drak i baren i en time, fordi jeg var for genert til at spørge. Der så jeg en tavle ved siden af mig med ordene ”Tonight: The Raveonettes”, og jeg blev for at se bandet. Perfekt sammensatte sange og melodier – boom, boom, boom den ene efter den anden, jeg var dybt engageret – straks fan af The Raveonettes,” fortæller James Allen.
Det seneste album Godspeed kom efter hele otte års pause fra det skotske indieband, der med deres storslåede debut blandt andet var indstillet til den prestigefyldte Mercury Prize. I denne måned udgav bandet singlen ”Holiday & Travel Brochure”, og det tyder derfor på, at bandet muligvis har fundet tilbage i en udgivelsesrytme med lidt kortere mellem snapsene.
Billetsalget til koncerten den 4. oktober i Lille Vega starter den 2. juni via vega.dk, allthingslive.dk og Ticketmaster.dk. Billetter koster 260 kroner.
LÆS OGSÅ: Interview: Glasvegas – tilbage i mørket på egne ben