Det er kun syv måneder siden, den legendariske Genesis-guitarist sidst var i landet
Det er kun et halvt års tid siden, den efterhånden 73-årige, britiske guitarist Steve Hackett gav en femstjernet koncert i Amager Bio som led i sin turné Foxtrot at Fifty + Hackett Highligts. Turnénavnet henviser til 1973-albummet Foxtrot - det ene af i alt syv albums med Genesis, som Hackett medvirkede på.
Nu har Hackett så annonceret, at han kommer tilbage til Amager Bio i kølvandet på sit nye konceptalbum The Circus And The Nightwhale, som udkommer 23. februar 2024.
At dømme efter overskriften på den forestående turné behøver man dog næppe frygte at blive snydt for materiale fra Genesis-årene. Turen hedder nemlig Genesis Greats, Lamb Highlights & Solo og byder ifølge en pressemeddelse på "et bredt udvalg af hits fra hans famøse og mangfoldige repertoire."
Hackett var med i Genesis fra og med albummet Nursery Cryme i '71 - dengang, Peter Gabriel var bandets frontfigur. Og altså også på opfølgeren Foxtrot, som var på programmet, sidst han var i København tilbage i maj.
"Fantastisk at høre de mærkværdige sange og kompositioner, som i sin tid vanskeliggjorde Genesis’ indtog på hitlisterne. Selvfølgelig især at høre den helt igennem umulige, men også elskelige suite, ”Supper’s Ready”, som både på pladen fra 1972 og på scenen i Amager Bio strakte sig over mere end 23 minutter," skrev Ivan Rod ved dén lejlighed.
Koncerten i Amager Bio i '24 finder sted den 9. juli. Billetsalget starter imorgen (12/12) kl. 10.00 via All Things Live, Amager Bio og Ticketmaster. Billetter koster 350 kroner plus gebyr.