To år efter seneste besøg herhjemme inviterer nordirske Bicep igen til en tour de force af neon-eufori
Så er der godt nyt til alle fans af elektronisk musik. Den nordirske dance-duo Bicep lægger endnu engang vejen forbi Danmark, når de den 20. oktober gæster TAP1 i København som en del af festivalkonceptet Department.
Bicep består af barndomsvennerne Matt McBriar og Andy Ferguson. De har de seneste år cementeret sig som et stærkt navn på den elektroniske musikscene. I 2022 spillede de på den britiske festival Glastonbury, og kort efter udkom deres nyeste single ”Water”.
Sidst, Bicep var albumaktuelle, var i 2021 med albummet Isles. Albummet fik rosende ord fra både ind- og udenlandske musikanmeldere. GAFFAs Kristofer Hadodo kaldte albummet for en "emotionel rejse med medrivende vokaler" og kvitterede med fem ud af seks stjerner.
”Ligesom meget andet klubmusik på plade opleves Isles som en enhed, hvor sangene næsten ligner kloner af hinanden. Hvis du tager et nummer eller to ud, er de helt sikkert fine på deres egne ben, men det føles som om, noget mangler. Så vil du have mere. Og mere. Det er egentlig kun ”Lido”, der tilbyder et åndehul, det resterende materiale er intenst medrivende," hed det blandt andet i anmeldelsen.
Albummet Isles endte med at opnå en andenplads på den britiske albumhitliste og sikrede desuden Bicep to nomineringer til Brit Awards. Den danske Bicep-koncert finder som nævnt sted den 20. oktober på TAP1 i København. Billetter til koncerten kan findes her.
Kom i stemning til efterårets koncert med singlen ”Water”: