Du skal være hurtig for at få fat i en af blot 750 vinylplader med Kvamm & kompagnis koncert på Store Vega i vinters
Enhver, som har oplevet Simon Kvamm og resten af Hugorm live ved, at der er tale om en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. Således også på Store Vega ved udgangen af december sidste år, hvor den særegne trio rundede årets liveaktiviteter af med et energisk sæt med sange fra gruppens ind til videre to en halv album - debut-ep'en Folk skal bare holde deres kæft (2020) og de to album Kom vi flygter (2020) og Tro, hug og kærlighed (2022).
Nu føjer Hugorm så et livealbum til bagkataloget. Koncerten på Vega den 28. december 2022 udkommer nemlig på vinyl i et begrænset oplag på i alt 750 eksemplarer. Albummet udkommer på spillestedets eget pladeselskab Vega Rec den 27. maj, og kan allerede nu forudbestilles her, hvor du også kan se artwork og trackliste.
”Vi vidste på forhånd, at vores koncerter i Vega ville blive særlige," udtaler Morten Gorm fra Hugorm i forbindelse med den kommende udgivelse og uddyber:
"Vi var spillede godt varme ved årets afslutning, og det er bare noget helt særligt at spille i Store Vegas rum, hvor man får så meget igen fra både omgivelserne og fra publikum. Men at energien ville blive så vild, som den blev, kunne vi ikke forudsige. Derfor er vi rigtig glade for, at koncerterne blev foreviget, og at man nu kan få en bid af Hugorms møde med Vega med sig hjem i stuen.”
Tidligere på måneden annoncerede Hugorm, at de i efteråret 2023 drager på turné sammen komikeren Frank Hvam. Inden da kan man opleve bandet ved flere af sommeren festivaler.
Kvamm og kompagni bed fra sig med nyt materiale og fuld kontrol over virkemidlerne