Til februar har du mulighed for at opleve en uropførelse af sangerens seneste udspil
Siden 2011 har danske musikelskere været så heldige at kunne deltage i symfoniorkesteret Copenhagen Phils koncept ved navn 60 minutes, der går ud på at smelte den klassiske musik sammen med den rytmiske musik.
Hvert år i den første uge af februar byder orkestret derfor på en række koncerter, der udføres i samarbejde med nogle af Danmarks førende kunstnere inden for rytmisk musik.
Gennem årene har Copenhagen Phil haft besøg af kunstnere som Peter Sommer, Christopher og When Saints Go Machine, og i går løftede de så sløret for den kunstner, der den 3. og 4. februar næste år skal gæste Konservatoriets Koncertsal i København. Der tale om den aarhusianske sanger Tina Dickow, som efterhånden har en lang karriere bag sig.
Mødet bliver den første officielle opførelse af Dickows seneste dansksprogede album Bitte små ryk, der spilles fra start til slut med tilføjelse af udvalgte hits fra sangerens efterhånden mangeårige bagkatalog.
I en pressemeddelelse udtaler Dickow følgende om den kommende 60 minutes of Tina Dickow-koncert:
"Jeg er vanvittig spændt på at høre Bitte små ryk i de rammer. Sådan et orkester kan virkelig få musikken helt op at flyve og få så mange lag af skønhed og energi og farver frem. På den dér larger-than-life-måde,” fortæller Tina Dickow og fortsætter:
”Bitte små ryk har vist sig at være et fantastisk album at spille live. Jeg har aldrig før nydt at stå på scenen så meget, som jeg gør lige nu, så at få muligheden for at udforske og høre sangene på denne hér måde, ja, det glæder jeg mig virkelig til."
Tina Dickows seneste udspil modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder, som heller ikke var bleg for at levere rosende ord til sangerens første dansksprogede plade i årevis:
”Bitte små ryk er et nyt kapitel i Tina Dickows karriere, hvor hun virker mere end opsat på at fylde det danske sprog ud, men også kæmper lidt med balancen i sprogbrugen. Men det er umiskendeligt Tina Dickow, der åbner nye døre i den sårbarhed, hun aktivt bruger i sangskrivningen, som i den inderligt ærlige ”Chefen skal ha’ fri.”
Billetsalget til Dickow og Copenhagen Phils kommende koncerter starter fredag den 28. oktober kl. 10.00, og billetter kan købes her.
LÆS OGSÅ: En sjælerystende oplevelse med fine ornamenter