Rygterne om forhøjet musikvalitet hos Spotify har længe været i omløb – men meget tyder på, at nu er de klar
Streaming er ikke bare streaming, den gode lyd afhænger både af det headset, du bruger, og ikke mindst af den kvalitet, streamingtjenesten sender lyd ud i. Spotify har længe sendt musik ud i 320kbps AAC, hvis du valgte den bedste indstilling.
Det er en fin kvalitet, men hvis du bruger et high-end-headset, så kunne den godt være bedre, og Spotify har længe arbejdet med en bedre streamingkvalitet – for en øget pris altså.
Nu er der så en Redditor der har oplevet at blive tilbudt at blive skrevet op til en Spotify Platinum-konto "i løbet af de næste 30 dage".
Det tilbud kom, da han opsagde sit eksisterende abonnement til fordel for Apple Music, og fik en "ked af at du forlader os"-undersøgelse.
Ifølge det tilbud vil Spotify Platinum indeholde HiFi, Studiolyd, headset tuner, Audio Insights, Library Pro, Playlist Pro og "Limited-ad Spotify podcasts". Prisen skulle blive 19.99 dollars om måneden for en bruger, men der er endnu ingen information om, hvorvidt der også kommer en familieudgave af Spotify Platinum.
Hvor høj kvaliteten i Spotify Platinum så bliver, forlyder der ikke noget om, og prisen er ret høj i forhold til f.eks. Apple Musik, hvor tabsfri lyd er standard. Prisen for Apple Musik bliver endda lavere, hvis den indgår som en del af Apple One.
Men for inkarnerede Spotify-brugere vil det være en glædelig nyhed, og selvom der ikke er en officiel dato for Spotify Platinum, er der meget der tyder på at vi kommer til at se den i løbet af den næste måned.