Bandet Blæst har på mange måder været allestedsnærværende de sidste par år, fra de mindste til den allerstørste scene, og samtidig vist en imponerende vifte af musikalske stilarter. Deres kommende tour deler titel med den spritnye singleudgivelse, ”Dine Venner”; en hyldest til fællesskabet og det sårbare. Nu annoncerer Blæst deres største indendørskoncerter til dato, og varsler at de vil sende et helt nyt album på gaden i løbet af året op til touren. Albummet vil være første samlede værk-udgivelse siden ’Stiv Kuling’ fra 2022 som indgik på de fleste lister over årets bedste albums. Blæst har taget Danmark med storm med hits som ’Lad Mig Gå’, ’Sover Du Nu’, P3’s Uundgåelige ’Ego’, kæmpehittet ’Juice’, som også modtog P3 Guld Lytterhittet, ’All In’ feat. Lamin, ’Videre’ og ikke mindst ’Disko I KBH’ som i skrivende stund er en af de flittigst afspillede sange på den danske radioflade. I sommeren 2023 spillede Blæst på mange af landets største scener og festivaler. De fik æren af at åbne den ikoniske Orange Scene på Roskilde Festival, hvor publikum kunne bade sig i sommersol, feste og synge med på deres store danske popsange, der er kendetegnet ved deres stramme, funky rytmer og Fernanda Rosas karismatiske vokal på de opløftende melodier. Koncerten blev den bedst besøgte åbning af Orange Scene nogensinde med mere end 70.000 publikummer. Typisk for Blæst gik bandet imod alles forventninger, da de tog deres næste skridt, og annoncerede 7 meget eksklusive koncerter på de mindre Københavnske spillesteder, hvor de omkring 3000 billetter blev revet væk på under en uge. Med DINE VENNER TOUR 2025 sættes nye sejl og Blæst kan endelig opleves rundt i landet på disse fire eksklusive aftener.