Hør lyden af livet med Barselona i Store VEGA
Barselona udgav tilbage i januar deres første single ovenpå 2.5 års udgivelsespause. Sangen med titlen “Lyden Af Livet” har allerede fået massiv radio airplay på P3 og P6.
Med “Lyden Af Livet” åbner Barselona op for deres kommende album og det lydunivers, som de har udviklet og forfinet i studiet i løbet af de seneste år. Albummet er skrevet sammen med forskellige folk, der har presset de to bandmedlemmer Rud Aslak og Rasmus Theodor til at prøve nye ting af. Ifølge duoen er der skruet helt op for virkemidlerne, og ikke sparet på noget. Rud Aslak fortæller:
“Generelt er vi gået mere til grænsen med de nye sange. Altså, hvis vi for eksempel har skrevet noget, der er vildt poppet, så har vi prøvet at tro på, at det rent faktisk kan stå sådan. Og lige sådan hvis det er rocket, så har vi også gjort det fuldt ud. Det giver ligesom sangene en mere muskuløs lyd.”