Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 1 af 9

Den danske organisation Ukraine Rocks har arrangeret ture med ukrainske bands uden for landet og inviteret det danske metalband Crown the Beast og det tysk punkband Hello Pity til at turnere i det krigshærgerede land sammen og give koncerter med lokale bands. Her følger en rejseberetning fra en af arrangørerne.

”Når I kommer her og spiller musik, så bringer I jeres verden til mig. Det er, som om jeg oplever lidt af den verden udenfor. Den verden, jeg lige nu ikke er en del af. Det er fantastisk, I kommer til Ukraine. Jeg kan ikke rejse ud af Ukraine nu. Men når I kommer, så bliver jeg en del af den anden verden.” - Anton fra Lviv.

I Ukraine ligger musikken og kunsten i ruiner. Mange kunstnere og musikere forlod Ukraine i ugerne op til, at krigen begyndte 24. februar 2022. Alle mænd over 18 år har forbud mod at forlade landet, og de kan ikke komme ud og få impulser fra andre lande, møde andre unge og andre musikere, og samtidig er der få udenlandske kunstnere eller bands, der tør tage til Ukraine og vise deres kunst frem. Men det er der brug for.

Kunst og kultur er grundpillerne i ethvert samfund. Det er den måde, vi som samfund kommunikerer med andre samfund og andre tider og epoker. Kunst og kultur er den måde, et samfund viser sig selv frem på, gør oprør mod et samfund på eller udstiller et samfund. Kunst og kultur skaber samfund og kan nedbryde samfund. Men uden et kunst- og kulturliv, så dør samfundet. Musik spiller en stor rolle. Det er en af de ældste kunstformer, og musik har siden tidernes morgen været en samlende faktor for ethvert samfund. Der blev sunget og danset, når man gik i krig, når det skulle fejres, når man mødtes, og når man var i sorg.

Organisationen Ukraine Rocks er et forsøg på at hjælpe kulturen i Ukraine, og specifikt musikken. Ukraine er gået fra Covid19-lockdown til krig og fra røde zoner til blodrøde farver. De unge musikere ønsker ikke at gå i krig, men de vil gerne hjælpe landet, soldaterne og deres venner og familie ved fronten. Ukraine Rocks er et forsøg på at give lidt håb til musikscenen i Ukraine, skabe kulturudveksling mellem danske unge og ukrainske unge, danske musikere og ukrainske musikere og et forsøg på at vise, at undergrundsmusikken i Ukraine og de unge musikere kan gøre et stort stykke arbejde ved at spille musik og på den måde indsamle støtte. Første Ukraine Rocks-projekt var en støtteturne til Danmark maj 2023. Ukraine Rocks II var en støtteturne til Ukraine med det danske metalband Crown the Beast og det tyske punkband Hello Pity i april. Ukraine Rocks III var en støtteturne med ukrainske Skryabin i Danmark i maj 2024.

Unge danske og tyske musikere tager på turne til Ukraine for at give støttekoncerter og på den måde støtte en sønderskudt undergrundsscene, støtte lokale punk- og metalbands og undergrundsscenens mange unge. Vi kommer som mennesker med musik. Det er ikke våben, død og krig, men punk, metal og kærlighed.

Turnéen går gennem hele Ukraine. Der spilles otte koncerter og med 11 lokale ukrainske supportbands. Det største problem var at finde en sponsor. De danske og tyske bands vil gerne spille uden at få løn, men deres udgifter skal selvfølgelig dækkes. Desværre ville ingen af de offentlige instanser hjælpe, men JP Fonden kom på falderebet med en hjælpende hånd.

Overalt i Ukraine modtog vi skulderklap, og folk var utroligt glade for, at Ukraine Rocks kom på besøg. Der kom mange unge til alle koncerter, og de lokale spillesteder og bands var dybt imponerede over, at Crown the Beast og Hello Pity kom, men også over kvaliteten af de to bands. Men også helt almindelige ukrainere, vi mødte på vejen, spisesteder, i busser og tog udtrykte stor glæde over, at vi kom og beundring over, at nogen tog til et land i krig for at støtte helt almindelige unge mennesker med musik og sang, knus og kram.

Undergrundsscenen i Ukraine er kendetegnet ved at være enormt favnende og inkluderende. Det er ikke kun musik og et sted, man drikker. Det er steder, man mødes for at være sig selv. Det er et frirum for mange i en turbulent tid. Her kommer alle mulige slags unge og ældre. De har forskellig orientering, men de elsker alle musik. Det er kernen. Undergrundsstederne tilbyder et frirum, en safe zone, hvor man kan være sig selv. Snakke, råbe eller synge om sine problemer, sin vrede, sin fortvivlelse og sort eller skrige sin kærlighed ud. Her bliver alle modtaget med åbne arme.

Der afholdes stadig mange koncerter, og det er altid støttekoncerter, hvor al entre doneres til humanitære organisationer eller til soldater ved fronten. Alle musikerne har en kammerat eller et familiemedlem ved fronten, og alle musikerne ved, at der måske er dem selv, der om en måned, en uge eller en dag selv trækker en militær uniform over hovedet og står ved fronten.

Mange musikere har forladt landet før krigen, og mange er blevet indkaldt. Hvor der før i Ukraine var flere tusinde fantastiske undergrundsbands, er der måske kun 50 tilbage. Der var tidligere flere hundrede spillesteder, nu er der ganske få. Publikummet har også ændret sig. Den store gruppe af unge mellem 25-45, der før udgjorde undergrundsscenen, er nu helt væk. Den forsvundne generation.

Undergrundsscenen er nu domineret af de helt unge piger og drenge, der bruger scenen meget aktivt, og som virkelig tager punk- og metalmusikken til sig. De unge har taget vreden og oprøret i punkteksterne til sig, og energien, og larmen, mørket fra dødsmetal. De lyde og tekster spejler deres livssituation. Den musik giver svar på de spørgsmål, som de tumler med og giver dem mulighed for selv at komme med svar. Musikken redder dem fra krigens galskab. Den nye generation af punk og metal er meget aktiv og meget vred.

Der er stadig nogle af de gamle undergrundsfolk. Den første generation, der smuglede vinyl fra Polen til Ukraine og sad i mørket og lyttede til vestens anarki og de forbudte tekster. Vi møder den ældre generation i alle byerne. De er af den ene eller den anden grund ikke kvalificeret til at gå i krig. Alligevel bliver der også færre og færre af dem.

Alle de resterende undergrundsbands i Ukraine kunne som de mange andre have forladt Ukraine, da de første advarselslamper begyndte at blinke i ugerne op til krigen. Men de valgte at blive, fordi de elsker deres land. De elsker Ukraine. Ingen af dem ønsker krigen. Ingen af dem ønsker at gå i krig. Men de tager chancen og bliver i Ukraine, fordi det er deres land, og her vil de blive. Mange af dem sang på engelsk før krigen, men krigen har gjort, at de nu skriver og synger på ukrainsk. Deres tekster omhandler krigen, deres situation og landets situation. Deres lyd er en måde at give udtryk for deres følelser. Følelser, der ofte ikke kan sættes ord på. De forskellige undergrundsbands fra de forskellige ukrainske regioner kommunikerer med hinanden og er som en stor levende organisme, hvis hjertes banken er trommer, guitar og sang, der forsøger at banke i takt med ukrainere i og udenfor Ukraine i deres tekster, og derfor synger de på ukrainsk. Det er deres land og deres sprog, og der er brug for at skrive vidnesbyrd nu til de fremtidige generationer. Deres tekster er stærkere på ukrainsk. Hver enkelt band kommer med den samme forklaring. Deres tekster og musik handler om liv og død, fysisk som mentalt. De synger og skriver på ukrainsk for at overleve.

Et andet nyt fænomen er, at undergrundsmusikkens nye generation af punk- og metalmusikere pludselig vokser i skare og bliver mere populær, end den var tidligere. Undergrundsmusik, metal og punk er altid blevet forbundet med undergrunden, noget illegalt, farligt og forbudt. Men nu er det blevet en musikstil, der tiltrækker de unge og en type musik, mange identificerer sig med. Landet er i krig. Alle har mistet nogen, og mange frygter at blive sendt til fronten. Der er daglige alarmer, og nogle regioner lever i frygt for misil- og droneangreb. Der er mangel på arbejde, og de almindelige ukrainere får ingen økonomisk støtte. Samtidig stiger alle udgifter, selvom staten lover det modsatte, og rådighedsbeløbet er for de fleste forsvindende lavt. Mange ukrainere er mentalt ekstremt pressede. Mange unge finder et frirum, et safe house i undergrundsmusikken, og på spillestederne møder de ligesindede. For disse unge er det helt fantastisk at Ukraine Rocks, Crown the Beast (DK) og Hello Pity (DE) kommer og giver støttekoncerter overalt i landet. Det støtter spillestederne, det støtter musikscenen og publikum.

Crown the Beast (DK) har eksisteret siden 2017. Det består af en blanding af ældre, enormt rutinerede musikere og et par yngre med masser af energi. Deres tekster omhandler ofte personlige problemer eller er en kritik af samfundets måde at håndtere vigtige sager. De synger om ting, de har haft personlige erfaringer med eller bruger deres musik til at deltage i samfundsdebatten. De involverer sig med deres musik og lyd, og det er en af deres største styrker. De kommer med til Ukraine for at støtte musikscenen og give de unge her lidt håb og tro på fremtiden. Når de spiller musik, glemmer de, hvem de er, og det at beskæftige sig med og lave musik giver dem et frirum og et sted, hvor de kan bearbejde voldsomme følelser, traumer, glæder og sorger. Deres ord og tanker om undergrundsmusik og dødsmetal minder på mange måder om det, de unge i Ukraine siger.

Hello Pity (DE) inviteres med på turneen til Ukraine, fordi de spillede support til de ukrainske bands, der var med Ukraine Rocks til Tyskland og Danmark maj 2023. Hello Pity leverede et fremragende show og koncert med de ukrainske grupper i Berlin til den afsluttende koncert, og det var oplagt for dem at komme med. De har mange ukrainske venner, og de vil gerne se landet og hjælpe de unge med deres musik og ved at komme som personer af kød og blod og vise, at vi støtter mentalt med kultur, musik, punk og kærlighed. Punk og kærlighed er helt centralt for Hello Pity. Deres musik er en voldsom kritik af det etablerede samfund, og de laver ironisk grin med alle institutioner. Der foregår konstant et had-kærlighedsforhold på scenen mellem de to forsangere, og bandet er ofte ved at gå i opløsning i løbet af koncerterne. Det er pure punk, og berlinerne elsker dem. Bandet har eksisteret de sidste fem år. De leger med det visuelle udtryk og kønsrollerne, og i deres musik såvel som visuelt forsøger de at gøre oprør mod fordomme og overgreb, mod utopier og mod idealiseringer. Vi er alle en del af problemet. Deres musik handler om frihed, punk og er et oprør mod alt og alle.

De unge musikere er alle glade for muligheden for at komme til Ukraine og for alvor mærke, at deres musik gør en forskel. De er alle spændte, glade, bange og nervøse. Især familien og venner er meget bekymrede. Der er enormt pres på Colin fra Hello Pity, da hans forældre ikke vil tale med ham igen, hvis han tager af sted. Det er for farligt. Andre har valgt ikke at fortælle deres familie og venner det endnu. Modsat med danske Lars fra Crown the Beast. Hans kone og forældre sagde med det samme, at det skulle han bare gøre. Men en ting er at snakke om det langt fra krigen. Da de to bands kommer til grænsen mellem Polen og Ukraine, Vest og Øst, bliver det alvor. Nu er der ingen vej tilbage. Store, muskuløse toldere og soldater med maskingeværer. Bidske politihunde og kontrol af pas og bagage. De unge musikere mærker nu, at de forlader EU og kører ind i en helt anden verden. Søren fra Crown the Beast bliver taget til side og al hans bagage undersøgt, og Colin får med skarpe polske gloser påtalt, at der må ikke ryges på området. Det er for alle musikerne en voldsom oplevelse, og grænseovergangen bliver manifestationen af, at grupperne nu forlader alt det trygge og kendte og de næste 10 dage befinder sig på ukendt territorium.

”De kom til grænsen med soldater, våben og politihunde, og der gik det op for mig, at nu forlader vi det kendte, og der er ingen vej tilbage”, - Maxime, Hello Pity.

For at ryste gruppen sammen bliver vi den første dag i Lviv i den vestlige del af Ukraine. Det er en smuk gammel by, der næsten ikke har oplevet krig og krigshandlinger. Det er en meget ungdommelig by tæt på grænsen til Polen, og her er man meget vestligt orienteret. Lviv og hele området har historisk set aldrig rigtig været en del af Rusland, men var i nogle årtier en del af Sovjetunionen og hader af den grund Rusland og det, USSR symboliserer. Her er mange unge, og byen er vokset voldsomt i indbyggertal, efter krigen begyndte. Mange fra Østukraine er rejst til Lviv, fordi byen er meget sikker, tæt på EU og NATO, og samtidig er det en storby med mange muligheder.

Alle er meget begejstrede for Lviv. Vi leger turister for en dag, og vi glemmer næsten, at Ukraine er i krig. Vi ender på en undergrundsbar med et klaver. Colin spiller og synger med nogle lokale musikere. Der bliver taget fotografier og snakket med de lokale, der er enormt glade og stolte over, at unge musikere fra Vesten kommer til Ukraine.

”Musikerne er modige. Jeg er stolt over, at de kommer fra udlandet og til Ukraine.” -Anton, Lviv.

Læs kapitel 2 af rejseberetningen her.