26-årige Oliver Schlippe Hansen har siden studentereksamen holdt flere sabbatår, hvor han har været biludlejer, dykkerinstruktør og skiguide. Nu binder han med en HD-uddannelse sine erfaringer sammen til en stærk jobprofil
Mange kender det. Gymnasiet er overstået, og det frie liv trækker med sabbatår, rejser og eventyr. Et år bliver til to. To måske til flere. Og hvad så?
Det var scenariet, da Oliver Schlippe Hansen landede i Danmark efter et år i udlandet. Med i rygsækken havde han to års erfaringer fra et job i Danmark som biludlejer, et halvt år som dykkerinstruktør på Malta og en vinter som skiguide i de franske alper. Men også lysten til at komme videre. Spørgsmålet var bare hvordan?
’Oprindeligt ville jeg tage et år fri og derefter som de fleste starte på en uddannelse efter ’5+40’ modellen – fem års studier og så 40 år på arbejdsmarkedet. Det passede bare så dårligt til mit mindset. Jeg elskede outdoor aktiviteter og var blevet vant til at have hands on på mit liv. Og det kunne jeg ikke rigtigt få til at matche med udsigten til flere år på skolebænken’, fortæller han.
Siden forældrene første gang spændte den dengang 4-årige Oliver fast til et snowboard og puffede ham ud over pisten, har han været bidt af udendørs aktiviteter. Konfirmationsgaven var et dykkerkursus, og ferierne var altid noget med aktiviteter. Derfor lå det til højrebenet at få noget af det testet, da gymnasiet var overstået.
Livet i sneen mere end fest og farver
Så Olivers sabbatår blev ikke kun brugt på rejser til Bountyland med surf, sol og sand mellem tæerne. Der blev også tid at dykke og boltre sig i sneen. Og det blev afgørende.
’Miljøet på og omkring skipisterne har altid tændt mig, så da jeg fik muligheden for at blive skiguide i Frankrig, slog jeg til. Men livet som skibums var også ret langt fra de studieplaner, der efterhånden forsvandt længere og længere ud i fremtiden’, siger han.
Fornøjelserne i sneen var drevet af lyst og rock’n’roll. Ud over at stå til rådighed for gæsterne, arrangerede han live musik og andre events. Og der blev også tid til at få sne under skiene.
Men rejsebureauet så også andre muligheder i Oliver. Han blev udfordret med nye opgaver og mere ansvar. Han blev spottet til et job i Danmark, hvor han skulle udvikle, arrangere og stå for salget af skirejser til gymnasieelever og universitetsstuderende.
’Det lød spændende, og jeg sagde ja tak. Det var en vild mulighed, men også krævende, da jeg ikke havde en kommerciel uddannelse i bagagen’, siger han.
Skibumsens snak med bossen blev en øjenåbner
Oliver havde en samtale med sin chef om fremtiden, og det var her HD-uddannelsen poppede op.
’Min mavefornemmelse sagde, at det var vigtigt for mig at fastholde mit praktiske arbejde. Hvis jeg samtidig kunne få den nødvendige viden og uddannelse, ville det være perfekt. Derfor var det en øjenåbner, da min chef nævnte HD-uddannelsen. Det ændrede alt’, fastslår han.
Han startede på HD-uddannelse på Copenhagen Business School (CBS) og brugte i to år to aftener om ugen inden HD1 var i hus.
Og HD virker i praksis
Årene med covid-pandemien gav turbulens i rejsebranchen, hvor flere bureauer fik ondt i økonomien. Også Oliver fik det tæt ind på livet, da den virksomhed, hvor han var ansat, gik konkurs. Sammen med to tidligere kolleger havde han dog blod på tanden til at fortsætte. Det blev til en startup med virksomheden SkiVenue, som nu efter to sæsoner har fået godt gang i butikken med at arrangere skirejser for især gymnasieelever og universitetsstuderende i Danmark og Sverige.
’Med få ansatte har vi alle været nødt til at arbejde på kryds og tværs af alle funktioner i virksomheden, og her har min HD-uddannelse været til stor hjælp. Der var næsten altid relevant undervisning og cases, som jeg kunne tage med hjem og bruge 1:1 på arbejdet,’ fortæller han.
Alle erfaringer har værdi
Oliver Schlippe Hansen mener, at mange, der har svært ved at se sig selv på et fuldtidsstudie, med fordel kan skele til HD-uddannelserne.
’Her har alle erfaringer en værdi, som man kan bygge videre på. HD-uddannelsen har for mig været det perfekte mix mellem arbejde og studier. Og nu har jeg papir på, hvad jeg kan, penge på lommen og er godt klædt på til udfordringerne i SkiVenue ’, konstaterer han.
HD1-uddannelsen og jobbet som Group Travel Advisor i SkiVenue har givet Oliver blod på tanden til mere, så han har nu besluttet at supplere med en HD2-uddannelse i Organisation og Ledelse.
Netværk på tværs af brancher
En sidste ting, som Oliver fremhæver ved HD-uddannelsen, er de mange kontakter man får i studiemiljøet på CBS HD.
’Det netværk man får på HD-uddannelsen, er en sidegevinst, hvis værdi man i mine øjne ikke kan vurdere højt nok. Vi kommer fra mange forskellige brancher, og mange erfaringer kommer i spil. Det er nyttigt på den korte bane under studierne, men helt sikkert også noget man kan bruge på længere sigt’, slutter han.
CBS HD afholder Åbent Hus den 3. maj.
Tilmeld dig på hd.cbs.dk