ATLANTIA SOMMERLYD OMDANNER SLAGELSES KULISSE TIL ENESTÅENDE FESTIVALPLADS

Sensommerfestivalen Atlantia Sommerlyd afholdes i år for fjerde gang i det hyggelige og unikke banebysområde af Slagelse, som omdannes til en helt særlig festivalplads d. 8.-9. september.

Hovedscenen og pladsen er placeret i gadebilledet mellem en retroarkade, en biograf og byens egen kulturhovedåre Musikhuset, hvor festivalens lille scene er placeret. Festivalen udnytter dermed byens kulisse og har – med en placering fem minutter fra togstationen – let adgang til offentlige transportmuligheder.

Sommerlyd er garant for at præsentere artister, der står lige over for deres gennembrud, og har tidligere haft navne som Drew Sycamore, Jung, Clara og ikke mindst Tobias Rahim på plakaten – vel og mærke inden de for alvor brød igennem.

Programmet er bygget op omkring nysgerrighed, og mellem velkendte navne vil publikum derfor falde over artister, der stadig er nyetablerede, men som med flotte liveanmeldelser allerede har bevist, at de er en koncertoplevelse værd. Dette gælder bl.a. Ussel, Afskum, Agnes Hartwitch, Kalaset, PRISMA og KindModKind.

Sommerlyd kan i år også præsentere et helt nyt koncept – Sommerlyd Afterdark – med de elektroniske mastodonter Nonsens og Go Go Berlin Transformed, som henholdsvis fredag og lørdag lukker scenen i Musikhuset til et brag af en fest.

Om festivalen udtaler booker Jacob Vedel Hejlesen:

Sommerlyd henvender sig til alle, som elsker livemusik, og som besidder et åbent sind. Størstedelen af artisterne er relativt nye på den danske musikscene, og det er der, hvor vi skal give slip på idéen om, at vi skal kunne synge med på alle sangene, for at det bliver en god koncertoplevelse.

Festivalen ønsker at opbygge en livemusik-tradition til oplandet med et varieret musikprogram, der kan tilfredsstille musikentusiasterne. De gode koncertoplevelser skal medvirke til, at endnu flere får udvidet deres musikalske horisont og får øjnene op for nye kunstnere.

Vores vision er at kunne bevare en nysgerrighed og have tålmodighed nok til at bygge en festival op som et holdbart og bæredygtig byevent. Først og fremmest skal vi fastholde vores identitet og have optimalt udbytte ud af vores nuværende plads. Herefter kan vi begynde at indtage flere byrum i Banebyen, tilbyde endnu flere musikgenrer på programmet og generelt udvide vores aktiviteter. Der er så mange muligheder i vores beliggenhed, som kan gøre festivalen endnu mere unik på det danske festivalmarked, udtaler Jacob Vedel Hejlesen.

Årets program
Fredag: Ussel, Pauline, Afskum, Hjalmer, Agnes Hartwitch, Alex Vargas, Nonsens
Lørdag: Kalaset, Aura Dione, Brimheim, PRISMA, KindModKind, SAVEUS, Go Go Berlin

Find info på alle artister her
Find info på Sommerlyd her
Find billetter via Ticketmaster

ANNONCE