Koncertanmeldelse

Homecoming i New York

The Raveonettes

The Bowery Ballroom, New York

The Raveonettes har netop været på USA-turné – vi oplevede tourafslutningen i New York

Foto: Kristoffer Amlani Ulbak. Koncerten fandt sted i The Bowery Ballroom, New York, USA, 13. juni 

Mere end 20 år efter The Raveonettes tog til USA på en mission om at indtage staterne, finder vi igen de danske beatpoeter tilbage på vejene. Med 11 koncerter fordelt fra kyst til kyst afsluttes deres amerikanske turné med to udsolgte koncerter på det legendariske spillested The Bowery Ballroom i New York.

I begyndelsen af 2000'erne summede musikscenen i New York City med en ny bølge af rock n' roll-energi, der var koncentreret omkring Lower Manhattan, især på Lower East Side og Bowery. Et område på kanten af Chinatown, der endnu ikke var blevet byfornyet, lå klar til at blive indtaget af unge kunstnere med den rigtige rock ’n’ roll-attitude. The Bowery Ballroom, med sin strategiske placering og fremragende akustik, blev et knudepunkt for nye bands som The Strokes, Yeah Yeah Yeahs og The Raveonettes. Med en kuffert fyldt af referencer fra den amerikanske sangskat tilført lige dele nordic noir coolness blev The Raveonettes udråbt af kritikere til garagerockens Fugl Fønix. Selvom den kunstneriske succes overgik den kommercielle ditto, fik bandet oparbejdet en solid skare af internationale følgere, heriblandt newyorkere.


I can still make you blush
Gammel kærlighed ruster aldrig, og selvsamme newyorkere er igen klar til at byde The Raveonettes op til dans på the Bowery Ballroom. I mørke indtager tre silhuetter scenen og gør klar til at åbne ballet med sangen ”When Night is Almost Done”. Badet i hvidt lys starter Sune Wagner og Sharin Foo i monokron minimalisme akkompagneret af en elektronisk lydflade. ”Observe my obsession” synger Sune og Sharin i duet på sangen ”Hallucinations”, inden lokalet fyldes fra gulv til loft af lyd med Jakob Høyer som tredjemand på trommer. ”Lust” fra albummet af næsten samme navn, Lust Lust Lust, bliver en smule fodslæbende, og i et splitsekund melder tvivlen sig, som den uundgåeligt gør i ethvert kærlighedsforhold. Med taktfaste dobbeltslag på lilletrommen demonstreres bandets fortsatte virilitet på nummeret ”Dead Sound”. ”Sharin, you are the love of my life” råber en voksen mand selvironisk fra salen. ”I’ll take either one of them” svarer en anden. The Raveonettes følger trop med endnu et nummer fra Lust Lust Lust og synger ”I can still make you blush”.

Et højdepunkt bliver ”Sisters” fra albummet Pe’ahi. Et hiphop-inspireret trommebeat pakkes ind i en forvrænget guitarlyd, der brydes momentvis af en båndet harpe. Et sjældent syn af en dansende Sune Wagner uden guitar på ”Recharge and Revolt” runder sættet af. Med ”Love In a Trashcan” som ekstranummer bliver der budt op til en sidste dans, inden støjheltene rider mod solnedgangen på ”Aly, Walk With Me”.

En amerikansk kærlighedshistorie


På en varm sommeraften i New York kaster The Raveonettes publikum ind i en tornado af indtryk. Med kærlighed til fortiden hvirvles salen rundt i alle afkroge af USA og igennem rockens gyldne epoker. Fra vestkystens surf rock, over Motown i 50’erne, for at lande solidt i sydens Americana. Med støjende lydlandskaber som baggrund flyder Sunes og Sharins vokalharmonier sammen til et velstemt instrument og danner et drømmende udtryk. Med enkle virkemidler bringes man kortvarigt tilbage til virkeligheden, før stormen igen ophæver tyngdekraften.

Med hovedvægten lagt på albummene Whip it On, Chain Gang of Love og Lust Lust Lust er The Raveonettes på en tour de force igennem deres bagkatalog. Efter godt fem kvarters koncert går jeg igen igennem New Yorks gader overbevist om, at the Raveonettes sange stadig står lige så skarpt skåret som Sharins pagehår.

ANNONCE