Den irske sanger sparkede Tønders 50 års jubilæumsfestival i gang med et brøl
Irske Foy Vance har besøgt Tønder en gang tidligere i 2017, der faktisk var min første Tønder Festival, men jeg så ham ikke.
Jeg faldt først over Foy Vance i forbindelse med hans 2019 album From Muscle Shoals, der på en eller anden måde tikkede ind på min lystavle. Som navnet antyder, er det indspillet i det berømte Muscle Shoals-studie i Alabama og fyldt med dejlige americana/blues/soul-inspirerede sange. Karakteristisk for lyden på det album er også, at der er en skøn Memphis-klingende blæsergruppe med. Senere i 2019 udgav han endnu et ”amerikansk” album, To Memphis, så jeg blev faktisk overrasket, da jeg siden læste, at Foy Vance kommer fra Bangor i Nordirland.
Vance satte af med et brøl
Denne tidlige eftermiddag i Telt 1 sparkede Vance Tønders 50 års jubilæumsfestival i gang bag klaveret med et brøl. Vance har den slags stemme, hvor klædeligt grus i maskineriet kommer i kombination med power. Lidt Springsteen meets Janis Joplin.
Min allerførste tanke var da også ”fuuuuck hvor feeeeedt”. Men efter en række mere eller mindre enslydende powerballader, startende med ”Closed Hand, Full of Friends”, fra hans ældre plader, der alle forekom mig at være i cirka samme tempo og toneart og bygget op omkring de samme 8.-dele i klaveret, og siden guitaren, var jeg sådan set stået af… men det skulle heldigvis vise sig, at det kun var for en tid.
Da powerballaderne fortog sig, blev jeg fuldstændig revet med
Tilbage på vognen kom jeg sandelig, da powerballaderne fortog sig, og sangene begyndte at være mere varierede. Efter de første powerballader var sættet meget varieret. Der var blues, rockabilly, bluegrass og gospelfarvede hymner blandt mere ”almindelige” gode sange mellem hinanden.
Helt fanget ind blev jeg, da Vance præsenterede en lille håndfuld nye sange. Derimellem kom koncertens første højdepunkt en flot bluesfarvet svungen melodisk sang, der måske, måske ikke hed ”Why I Am Angry” med en politisk indigneret tekst om hele systemets fejl og mangler. ”Angry”, det var han i alle fald, og den indignation klædte ham godt. Et andet musikalsk højdepunkt kom, da Vance inviterede sangerinden Bonnie Bishop med på scenen.
Vance fortalte, at de to arbejdet sammen på et nyt album, der kommer senere på året. Det havde været et inspirerende samarbejde, og som han skælmsk sagde: ”She inspired me in other ways too”. Det kunne i andre sammenhænge have virket, som om han underminerede hendes kunstneriske bidrag, men da hun øjeblikket efter åbnede for sluserne i sin stemme, var man helt tryg ved, at inspirationen må være startet i det musikalske. Bishops stemme var totalt medrivende, dyb, varm og slidt på den rigtige måde, der alligevel kan skingre i toppen. Da hun sang sit første vers, fik jeg festivalens første gåsehud på lårene, og det betyder jo, at det var særlig godt.
Bonnie Bishop, hende vil man gerne høre mere til
Bishop blev på scenen koncerten ud, og de tos stemmer klædte hinanden helt utroligt. Det meste af tiden sang de i samme mikrofon, men når den ene har kasket og den anden cowboyhat, er der jo noget med skyggerne, der står lidt vejen for, at begge kan komme helt hen til mikrofonen. Jeg ville gerne have hørt Bishop klarere og højere, også når de sang tostemmigt. Men igen, det var søreme dejligt, som det var. Jeg skal helt klart hjem og tjekke Bishops egne ting ud.
Havde jeg været i tvil om, hvorvidt Vance faktisk var irrer, blev det jo helt tydeligt, når han talte mellem sangene. Det var ikke bare accenten, men også hans humor. De mange små skægge kommentarer, som da han bemærkede, at vi rigtig nok havde fundet et godt sted i dette telt (det regnede kraftigt uden for): ”Even if you thought the songs were shit, you’d still be here”
Eller da der skulle synges med til sidst: ”Sing along unless you are a really bad singer, then clap. (Kunstpause) But then again, if you are a very bad singer, you probably don’t clap so well either.“ Med andre ord var Foy Vance godt selskab, og ikke mindst var det en fed vokaloplevelse.
Næste gang vil jeg gerne opleve ham med band. Og han må gerne tage blæsere med.
